Et evigt favntag

På billedet kan du se Jul stå og male en kulisse. Jul – som lød det borgerlige navn Christian Jul Hansen – var nemlig maler, både væg- og kunstmaler. Det er efteråret 1979, og stedet er Det Danske Filmstudies Store Scene, ude på Blomstervænget i Lyngby.

Jeg var militærnægter på studiet, og mit arbejde var at rydde op, hente og bringe udstyr, og når jeg kom ind i Dresers kantine, så råbte håndværkerne der sad ved deres frokost bord: »Per, se nu og skrub ud og ryst de sidste blade af træerne, så der kan blive fejet«.

Det var de år, hvor mine øjne øvede sig i at se, og mine ører vænnede sig til at lytte. Det slidte og brugte halv- automatiske Nikon jeg havde anskaffet, var værktøjet der var med til at skærpe mine sanser. Jeg fotograferede alt, hvad jeg kom i nærheden af, for det var en vidunderlig og pirrende styrkeprøve imellem det fastholdte nu, som befandt sig inde i kameraets mørke, og så muligheden eller sandsynligheden for, om det ville lykkes at få billedet ud af kameraet. For måske på den måde at genskabe et stykke af virkeligheden. Et evigt favntag imellem tvivlen og bevisbyrden.

Når jeg kom op fra kælderen og viste de andre billederne, var det som at gå til en frivillig eksamen; er det lykkes, eller forstår de ikke noget af det de ser? Sådan er det for øvrigt stadigt, men det er en helt anden historie.

SELVFØLGELIG behøver man ikke fotografere alt, hvad man ser, for bare at se på det, der udspiller sig foran ens øjne, er tit en stor glæde og oplevelse.

Jeg kender ingen piger eller kvinder, der kan finde på at stå stille på gaden og betaget betragte en stor kran eller traktor, men jeg kender mange drenge og mænd, der gør det. Til hvilken nytte, spørger man sig selv, når man lettere forsinket tvinger sig væk fra det vidunderlige syn?

Man ved bare, at det er nødvendigt, og at man går glip af noget værdifuldt, hvis man ikke giver sig lov til at dvæle ved synet.PÅ SAMME måde med dette billede. En eftermiddag har jeg set Jul stå bøjet over sit arbejde, og som en pavlovsk hund har jeg løftet kameraet og trykket på udløseren to gange. Hvis jeg var kommet fra den anden side, havde jeg aldrig set dette billede, for da havde jeg aldrig set Juls skygge. En tilfældighed, altså. I mørkekammeret hjemme i kælderen kopierede jeg billedet, og i mange år hang det på studiets malerværksted. Nu er det blevet væk, og kun Juls hat hænger der.

SIDSTE LØRDAG blev Jul begravet, og selv om han kun var omkring 10 år på studiet, så er han, bogstavelig talt, blevet det synlige bevis på den tid. I hvert fald inde i mit hoved. Der var mange andre gode kollegaer og mennesker på studiet, men dette enkle billede og den stemning det giver, er blevet essensen af de oplevelser, jeg havde de år. Billedet inkarnerer farverne, lugtene og lydene på studiet, og den koncentration og balance, som Juls fremtoning er udtryk for, får med ét alle indtryk til at glide sammen, og blive til en enhed.

Jeg ser på billedet og tænker på Jul, og ved, at den måde, tingene dengang smeltede sammen på, er det nærmeste man kommer en familie uden at være det. Intet blodets bånd, ingen renden hinanden på dørene. Kun en dyb og tilfredsstillende forståelse for hinanden.