Fordommenes fotografi

Egentlig var der en masse billeder fra Frankrig, som jeg godt kunne have tænkt mig at vise Politikens læsere. Men det kan desværre ikke lade sig gøre. Jeg forsøgte ellers. I sidste uge var jeg i Paris for at lave historier som optakt til det franske præsidentvalg. For at alle artikler og billeder ikke bare skulle laves på steder, de fleste kender fra ’Turen går til Paris’, valgte vi – en journalist og jeg – at tage ud i en af forstæderne. Vi syntes, at det var vigtigt at få flere forskellige typer fra flere forskellige samfundslag med i reportagen. De fotos, danskerne kender bedst fra betonblokkene i Paris’ forstæder, er fra sidste år, hvor over 30.000 biler blev futtet af under kampe mod politiet. Vi ville gerne prøve at vise en anden side af virkeligheden. Den, hvor børnene går i skole, familier køber ind og laver mad, børn leger og færdes i hverdagen. VI VALGTE SEVRAN. En halv times togtur fra Gare du Nord – retning nordøst. Vi stod af i et indkøbscenter og begyndte at gå lidt rundt i området. »Det er da ikke så slemt«, sagde vi til hinanden. Solen skinnede og blomsterne var sprunget ud. Men glasskår på alle parkeringspladser vidnede om, at det måske ikke var det sikreste sted i området at parkere sin bil. Vi trådte om et hjørne og blev mødt af tilråb fra en flok fyre, der sad foran en boligblok. De var iført elefanthuer eller tørklæder, der skjulte deres underansigter og de havde solbriller for øjnene. Jeg gik med mit kamera over skulderen. Synligt, men uden at bruge det. Gruppen råbte med det samme, at de ville slå os ihjel. Jeg taler ikke fransk, men jeg var ikke i tvivl om budskabet. Mens journalisten forsøgte at forklare, hvem vi var, spekulerede jeg på, hvordan vi kunne komme væk. Men ingen af os kendte området. Så vi fortsatte videre mellem blokkene, og de begyndte straks at kaste med sten og batterier efter os. Ved den næste blok forsøgte vi igen at komme i dialog med nogle unge. En fyr på cykel bad os skrubbe af, men var alligevel lidt nysgerrig og sagde, at det var på egen risiko at gå rundt. Både med hensyn til vores udstyr og vores helbred. Vi sagde, at vi gerne ville fortælle nogle historier om den anden side af Frankrig. Sådan, at det ikke kun kom til at dreje sig om de rige mennesker inde fra området mellem Eiffeltårnet og Notre Dame. Eller om gadekampe og kriminalitet i forstæderne. I den franske avis Le Figaro stod der dagen efter vores besøg, at flere pressefolk var blevet overfaldet netop i det område, hvor vi havde gået rundt. Nogle fik bare smadret deres udstyr, mens andre røg en tur på hospitalet. DET ER RIGTIG ærgerligt, at situationen er endt, som den er i Frankrig. Også i Danmark kan vi fotografer have problemer med at arbejde i særlige kvarterer, men angrebene i Sevran var ikke bare ødelæggende for os, men også for beboerne i området. Når den slags sker, er der nemlig historier, vi ikke er i stand til at fortælle. Sider af konflikter, som vi ikke kan belyse. Vi kommer til kun at beskrive den del af livet, som vi allerede kender. Jeg går langt for et billede. Men hvis det koster mig livet eller min førlighed, mener jeg, det er for stort et offer. Så her er et billede af Noushka. Det er taget uden for det indkøbscenter, der ligger midt i boligområdet i Sevran. Her var der vagter, og her følte vi os sikre. De andre billeder må du desværre selv skabe ud fra din viden, dine fordomme og arkivfotos af brændende biler.