Tror jeg på Villy?

Socialistisk Folkepartis formand, Villy Søvndal, er blevet fotograferet. Reklamefotograferet! Det fik SF’s medlemmer syn for, da de ankom til idrætshallen i Vejle for at deltage i partiets landsmøde, hvor meterhøje fotostater af formanden prydede hallens vægge. Det kunne i og for sig være godt nok – hvis det ikke lige var for stilen. Flere SF’ere har udtrykt forbehold over for denne form for persondyrkelse, fordi den skabte minder om tidligere tiders afbildninger af totalitære ledere – en stil, der har overlevet i blandt andet Kina og Nordkorea. Der er dog en væsentlig forskel: Hvor diktatorer ofte bliver fremstillet som testosteronfyldte machomænd i magtfulde positurer, fremstår Villy nærmest ... blød. Lad gå, at Villy tager opstilling foran et par sagesløse vindmøller. Det er mere betænkeligt, når han lader sig afbilde i en sandkasse med et par unge piger – og min kvalmegrænse er nået, når SF’s formand på en plakat serverer kaffe for et par ældre mennesker. Fotografierne og kampagnen ligger i smuk forlængelse af mine foretrukne tyske hadereklamer for Cillit Bang og Werthers Ægte. MEN NU ER reklamefolk jo ikke dumme. Så hvad er det egentlig, de er ude på? Det skulle ikke undre mig, om det segment (som det vist hedder i den branche) man søger, er det samme som Cillit Bang-reklamerne lefler for, kvinderne. Eller mon det er et forsøg på at favne den brede danske befolkning med et visuelt udtryk, som ingen ville studse over, hvis det var Dansk Folkeparti? Men SF? Hvor er ambitionen, og hvor er troværdigheden? Villy er blevet et produkt, der skal sælges – på linje med tyske rengøringsmidler og ditto bolsjer. Reklamefolk og spindoktorer er specialister i at hive politikere gennem det ene mediestunt efter det andet, og nogle gange må man ryste på hovedet. Jeg har set en socialdemokratisk statsministerkandidat stå blandt børn i en børnehave og ligne en, der var gået helt forkert, for så i næste øjeblik at se samme mand lægge et statsgymnasium ned i begejstring ved hjælp af sin retoriske begavelse. Hvad kan man bruge den kendsgerning til? Efter min mening er der en hel del mere troværdighed i, at en kandidat ikke kan foregøgle, at han er god til det med børn – i modsætning til den politiker, der, når kameraet peger i hans retning, trækker mundvigen helt derop, hvor man ikke ved, om der er tale om en tandpastareklame eller tilnærmelsesvis ægte nærvær. Nu hører jeg ikke til dem, der køber varen på grund af måden, den er pakket ind på – indholdet er trods alt det vigtigste. Så virker en kampagne som Villys? Måske? For som bekendt er der ikke noget, der er så dårligt, at det ikke er godt for noget. Når regnskabet skal gøres op, kan det meget vel vise sig, at kampagnen har båret frugt. Men tror Villy Søvndal, at han kan lokke mig med en plakatkampagne som denne? Så kan jeg kun sige én ting: Tro om igen.