Onsdag aften kl. 21 gik den amerikanske sangerinde Tori Amos på scenen i Falconer Salen.
Omtrent samtidig begyndte Ozzy Osborne sin koncert i Forum ikke langt derfra. De to har umiddelbart ikke det store tilfælles, ud over at de begge er store internationale navne, som optrådte på Frederiksberg. Så store navne, at vi her på Politiken selvfølgelig drog ud for at fortælle, hvordan de klarede sig igennem deres optræden. Anmeldelser af musik er, som den opmærksomme læser vil have bemærket, ofte ledsaget af et billede. Tankegangen er, at læseren derved kan: A) se, at personen stadig er til og rent faktisk optrådte (kan være relevant med for eksempel Ozzy) B) se kunstnerens tøj, opførsel etc. C) få en oplevelse af, hvordan stemningen var til koncerten. Tidligere på dagen var der dog tilgået redaktionen en mail, hvor Ozzy frabad sig at blive fotograferet, mens han optrådte. Frabad sig er måske så meget sagt – det var helt forbudt at fotografere. Også for pressen. Anderledes forholdt det sig med Tori Amos. Pressen var blevet inviteret, og klokken lidt i 21 var seks fotografer fra diverse medier mødt op. Jeg var selv en af dem, og jeg måbede i kor med mine kolleger, da vi blev præsenteret for aftenens opgave: