556 billeder der mangler

MANDAG 25. JUNI udkom Politiken med en sort grafik på forsiden. Teksten, som fulgte, fortalte, at ugen før havde 556 irakere mistet livet til sekterisk vold i Irak: i angreb på markedspladser, af bilbomber på befærdede veje, i forsøg på at dræbe vestlige soldater. I sandhed skræmmende. Min umiddelbare reaktion var, at det var tankevækkende, det var et voldsomt tal – men på samme tid følte jeg mig ikke rigtig berørt af de mange kors på siden. I de efterfølgende dage har jeg bevidst lagt mærke til de små grafikker, som hver eneste dag har været at finde i avisen – og som har vist, hvor mange irakere der bliver dræbt om dagen. Og det har undret mig igen, at jeg ikke har følt mig mere berørt af de voldsomme tal, specielt fordi en stor del af mit arbejde netop foregår i konfliktområder. Hvad gør, at de mange skæbner ikke har fået mig til at reagere stærkere end som så? Er det distancen eller det upersonlige i grafikken, som gør forskellen? Måske. Men hvad kunne så være alternativet? PÅ POLITIKEN har vi en billedpolitik. I den står blandt andet, at vi ikke trykker billeder af lig og lemlæstede. Det er på mange måder en klog beslutning, men jeg kan alligevel ikke sige mig fri for, at det måske netop var billederne af de 556 døde mennesker, som ville gøre en forskel. Ville vi ikke alle sammen sidde lamslået tilbage, hvis vi blev konfronteret med den irakiske virkelighed – lige på, direkte, uden omsvøb. Billeder, som viste de børn, kvinder og mænd, der døde netop den uge, mennesker, for hvem livet de sidste fire år har været alt andet end en befrielse? I min verden har vi brug for de billeder, fordi de er en dokumentation af den tid, vi lever i. Om nogle år vil Irakkrigen – og ikke mindst det kaos, som vi og resten af koalitionen har efterladt landet i – være en vigtig del af vores historie. Og til den tid vil en grafik med nogle kors ikke gøre de mange irakiske ofre ære. SET MED historiske øjne kan jeg ikke lade være med at tænke på de billeder, som jeg selv så i en historiebog i folkeskolen. Billeder, som viste Nazitysklands forsøg på at udrydde jøderne i Auschwitz, billeder, som i dag er dokumentation af, at udryddelseslejrene virkelig eksisterede. Det var den dokumentation, der for ganske få år siden blev ’prøvet’ af højreradikale kræfter, som mente, at det hele var det pure opspind. Hvad ville vi have gjort, hvis ikke de billeder eksisterede? Ville vi uden billederne være i stand til at fortælle fremtidige generationer, hvad der rent faktisk skete i Tyskland under Anden Verdenskrig? LAD MIG SLÅ fast: Jeg sammenligner hverken Nazityskland med koalitionens indsats i Irak, eller den vold, som sker hver eneste dag i landet, med udryddelsen af jøderne under Anden Verdenskrig. Pointen er, at billederne af de 556 døde irakere er vigtige for os i den vestlige verden for at forstå, hvad der i virkeligheden foregår i landet. Det faktum, at vi ikke magter at se den slags billeder, er vores problem – ikke deres. I virkeligheden ville jeg gerne, at vi havde de billeder i avisen – og var jeg chefredaktør på Politiken, blev de bragt! Hvad enten læserne ville det eller ej. Ikke for at udstille ofrene, men fordi vi i den vestlige verden fortjener at se, hvordan verden virkelig ser ud i en krigszone. Og fordi det måske kunne ændre vores syn på Irakkrigen. 556 irakere blev dræbt i sidste uge. Det betyder at 79,4 irakere i gennemsnit hver dag mistede livet. Statistisk set vil så mange irakere blive dræbt netop i dag. God søndag!