Kære mor

SÅ ER jeg hjemme igen efter tre måneder i den lille spanske bjerglandsby. Jeg ved, at du er lidt gnaven over, at jeg ikke har skrevet så tit, men selv om der kun bor 350 mennesker i byen, og Leos lille supermarked er den eneste butik, så er der nu rigeligt at se til. Du har forsøgt at lære mig udsyn og interesse for andre mennesker, lande og steder, men alligevel er man jo altid centrum i sit eget univers, ikke? Sådan er det også i Sierra Nevadas bjerge, her er vejret afgørende for en ordentlig mandelhøst, og grøntsagernes frodige vækst.

MANOLO HAR været fårehyrde hele sit liv. Det var hans far og farfar også. Og han er en dygtig en af slagsen, for hans 400 geder og nogle enkelte får har forsørget ham og Lola og deres nu voksne to piger. Det er bare ikke så sjovt, som det har været tidligere, og undtagelsesvis kan han ikke give politikerne eller andre skylden. Det er vejrets skyld. Eller mere præcis den manglende regns skyld.

Mens han kan sidde og på tv se, at dele af Spanien og Europa lider under oversvømmelse, er Andalusien i disse år ramt af mindre nedbør end tidligere. Tørken giver mindre vegetation i bjergene, og det betyder, at gederne spises af med dyrt, indkøbt foder.NÅR MAN sidder på skråningen sammen med ham og hører klokkerne fra gederne klemte blidt rundt omkring en, og når man tager en bid af den tomat, han har pakket ud og skåret over, så vi kan dele den, og når man lader den medbragte vin fylde sin mund, så forstår man, hvorfor han bruger ordet lykke, når han skal beskrive sin arbejdsplads. Den forekommer i korte øjeblikke som et koncentrat af renlivet jomfruelighed.

At se ud over bjergene og lade tiden gå – eller måske stå stille – synes at være det enkleste og naturligste, man kan foretage sig. Isolation med indbygget idyl. Men det er en idyl med torne, for det er et arbejde, der skal passes 365 dage om året, morgen og aften. Der er ikke noget, der hedder ferie, rejser eller forlængede weekender på besøg hos familie eller venner.

NU SYNES du, at jeg er lige lovlig sentimental, kan jeg mærke. Det er ikke helt rigtigt, for jeg ved godt, at de unge flygter fra provinsen, nøjagtig som de flygter fra de små landsbyer i Danmark. Selvfølgelig, for hvem gider bo i et hul i jorden, hvis største kvalitet er, at det intet har at fremvise? Ud over sin egen tyste dødskamp og en spektakulær udsigt, den reneste luft du kan indånde og de vidunderligste grøntsager, sådan helt naturel. Hvilket er mere, end man kan sige om det grøntsags-sprøjte-plastic-helvede, der fylder hundredvis af kvadratkilometer nede ved kysten.

De gamle i byen – og dem er der flest af – dør om få år, så det varer ikke længe, inden byen består af nogle fastboende englændere og så tilrejsende badegæster som mig.

NÅ, JEG glædede mig til at komme hjem, der måtte være sket en masse spændende ting, tænkte jeg. Desværre har jeg måtte sande, at tre måneder åbenbart ikke gør nogen sommer. Bogstavelig talt. Statsministeren er mere arrogant end nogensinde, og Socialdemokraterne vrider sig i en desperat dødskamp. Jamen mor, det er da tragisk, det må du medgive mig.

FCK blev som planlagt mestre, det regner, og vi er ved at miste måske verdens bedste radio- og tv-station, fordi nogen har brugt nogle penge, de ikke havde. Sjovt, når vi andre gør det, så er det domstole, inkasso og fængsel, når direktører gør det, så kan det højst ende med et gyldent håndtryk.

Farvel mor, jeg skal forsøge at styre min pessimisme, for trods alt er Danmark jo et dejligt land, ikke?