Hvor svært kan det være?

ENHVER IDIOT kan fotografere og gør det gerne. Heldigvis, for glæden ved at fotografere er næsten lige så stor som glæden ved livets grundlæggende og uundværlige ingredienser; mad, kærlighed, sex … sidder der én over i sofaen og hvisker »fodbold«?

Fabrikanterne af digitale kameraer sprøjter den ene avancerede model efter den anden på markedet, og køber du ikke det, så brug telefonen. De kan snart det samme som et kamera til mange tusinde kroner. For begge værktøjer gælder, at sandsynligheden for, at billedet ikke bliver set af andre end dig selv, er overhængende. Den digitale fil bliver nemlig i telefonen, eller i din computer, og en dag, den bryder ned, eller du kommer til at trykke på en forkert knap, så forsvinder billedet ud i intetheden. For altid og farvel og tak. Surt og ærgerligt, men først og fremmest dumt. For selv om der tages millioner af billeder, flere end nogensinde tidligere i historien, så vil vores visuelle arv til vores efterkommere være den mindste nogensinde.

Der vil ikke være fotoalbummer med ungerne, der leger, turen til Gran Canaria og den sidste skoledag. Det er ærgerligt, for en af fotografiets vigtigste funktioner er at få os til at huske på dengang, billedet blev taget. Uanset billedets kvalitet som billede vil det sætte os i gang med at afsøge krogene i vores erindring. Resultatet vil altid blive større end billedet.

DET HÆNDER, at en journalist fra Politiken skal ud at rejse, og hvis det af diverse grunde ikke kan lade sig gøre, at en fotograf tager med, eller at der er en fotograf der, hvor et billede skal tages, så tilbyder jeg at give dem ’Det Store 10-Minutters Fotokursus’. Mest af egoistiske grunde, for jeg kan ikke holde ud at se, når en journalist kommer hjem med nogle rædselsfulde billeder. Heldigvis er det ikke svært at bevæge sig fra det håbløse fotostadie til det acceptable. Og kurset behøver i virkeligheden ikke tage 10 minutter, for grundlæggende skal den glade amatør bare huske to ting, nemlig at tage nogle flere billeder af den samme situation og at gå tættere på.

KLAUS HOLSTING har i ugens løb, i serien han og Kjeld Hybel har lavet om jagten på danske værdier, ellers gjort sit til at dementere den sidste påstand. At billedet bliver bedre, hvis man går tættere på. Nu kan du så stille spørgsmålet: Hvad menes der med ’tættere på’? Tættere på har intet med fysisk afstand at gøre. Oprindelig, da fotograf Robert Capa gjorde sætningen »If your pictures aren’t good enough, you aren’t close enough« til en lovsætning inden for reportage- og dokumentarfotografi, refererede han i høj grad til en fysisk omstændighed. Han var krigsfotograf, og for at kunne tage billeder af krigen mente han, man skulle befinde sig i forreste linje. Det giver mening i en krig, men ordene er i de sidste 60 år blevet brugt til at slå fotografer i hovedet med.

’Tættere på’ er ikke et spørgsmål om, hvor mange meter der er imellem dig og det, du fotograferer, men et spørgsmål om nærvær. Dit nærvær som fotograf vel at mærke. Den sikreste måde at opnå det på er at spørge sig selv om, hvorfor man tager billedet.

Hvor dum kan man være, tænker du. Så dum, vil jeg svare. For selv om der for det meste er indlysende grunde til, at man trykker på udløseren, så skader det ikke at forholde sig aktivt opsøgende til sine lyster.

Sagt på godt dansk, så kan dine billeder aldrig nogensinde blive dårligere af, at du tænker dig om. Hvorfor og hvordan.

Se, nu er billedet inde i din telefon eller i dit kamera. Hvordan du får det sendt ind i min hjerne, er straks en anden historie. Det er nemlig ikke så let.