Gnave, gnave, gnave

En vaks person har gjort mig opmærksom på følgende adresse på YouTube: http://www.youtube.com/watch?v=c-SSu3tJ3ns Klikker man sig ind på sitet, så bliver man præsenteret for en fire minutter og 27 sekunders film. Den er, så vidt jeg kan læse mig frem til, lavet af Sariel Shamir og er en koncentreret præsentation af et billedbehandlingsprogram. Programmet er i stand til at ændre på billeders form. Har du taget et billede, hvor personerne står for langt fra hinanden, er programmet i stand til at mindske afstanden. Vil du have højere eller lavere himmel, klarer programmet også det. Er billedet for langt til din skærm, kan programmet tilpasse billedet, så det holder sig inden for skærmen. Gå selv ind og se. Der udelades intet i billedet, men på forunderlig vis er programmet i stand til at ændre størrelsesforholdene i billedet, uden at nogle af de elementer, der allerede findes, forsvinder. Og uden at det virker påfaldende morphed. At morphe er at ’trække’ i et billede, så proportionerne ændrer sig. Ansigtet bliver smallere, benene længere, eller selve billedet en anelse lavere, end originalen er. Og så videre. Der findes uanede muligheder. Avisen der ligger foran dig, debuterer i dag med Magasinet. I det findes en artikel om sko. Det der vist under ét kaldes højhælede. Til den fotograferede vi en fod i en sko. Den gav os lidt problemer, fordi den ikke helt levede op til vores ønsker. Alligevel arbejde vi videre med den i computeren, og på et tidspunkt var der én, der foreslog, at vi stille og roligt ændrede fodens proportioner. Altså trak lidt i den, så den passede til det givne formål. På spørgsmålet om det var i orden, svarede jeg fluks nej. Det var fandeme ikke i orden. »Jamen Per, det er jo blot en illustration«. »Ja, men det er en legemsdel«, svarede jeg og følte mig i samme sekund moden til plejehjem og opkvikkende medicin. For inden i mig sad en lille gnaver og bed i holdningen. Gnave, gnave, gnave. For hvad skulle det nu betyde at ændre formen på en fod? Ikke en kæft vil nogensinde få det at vide, endsige kunne se det. Gammeldags idiot, lød det fra gnaveren. Ja, måske, og måske tog jeg også fejl. En sølle fod. Hvorfor ikke gøre det, hvis det kan lade sig gøre? Men sagen handler ikke om foden, men om det essentielle spørgsmål om, hvorfor vi vil lave alting om? Hvorfor må ting ikke ligne det, de er? Hvis vi ændrer alle de billeder, vi har taget, ændrer vi vores opfattelse af virkeligheden, og dermed ændrer vi grundlæggende vores opfattelse af menneskers eller tings indbyrdes relationer. Betyder det, at man aldrig må ændre og lave om? Nej, selvfølgelig ikke, så ville verden jo stadig være befolket af urmennesker. Men det betyder, at det ansvar, der følger med at formidle egne eller andres udsagn, skal have klangbund i den virkelighed, de stammer fra. »Åh«, er der én, der stønner, »hvor kedeligt kan det blive«? Mit svar er, at det kan blive så spændende, at man til sidst ikke aner, hvad der er ret eller vrang. Måske handler det udelukkende om at definere virkelighed og fiktion, autenticitet eller forstillelse. Klar, parat, start ...