0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Med på vognen

Klummer
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Klummer
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Når valgkampen om to dage kulminerer med selve valgets afholdelse, er det ikke kun politikerne, der er trætte.

Tre ugers konstante forsøg på at gøre sig synlig og være på, holde tungen lige i munden for at undgå de værste bommerter og ansigtet i de rigtige folder for at tage sig godt ud kan ikke undgå at suge kræfterne ud af de opstillede kandidater.

Det er ikke synd for dem; det ligger i arbejdsbeskrivelsen ’politiker’, og hvis de ikke knokler på i en valgkamp, hvornår skulle de ellers arbejde alt, hvad de kan?

Men nogle af os, der har fulgt valgkampen i faste billeder eller set politikerne nærmest som en evig sløjfe køre over skærmen, er også trætte.

Måske ikke så meget af at se de samme ansigter igen og igen, som af at se det, de gør. Det skrev jeg allerede om for 14 dage siden, da Asmaa Abdol-Hamid iførte sig klaphat. Siden da har der været en lang, lang række af påfund for at få pressen til at møde op. Nogle gange er det lykkedes, andre gange har intentionen simpelthen været for gennemskuelig.

Som da Pia Kjærsgaard forleden inviterede pressen på cykeltur. Turen ville, ifølge pressemeddelelsen der fulgte invitationen, starte ved Folketingets trappe og vare i cirka 10 minutter. Det var så dét trafikpolitiske indslag. I Politiken var der dagen efter en lille note om cykelturen, men ikke noget billede. Vi takkede pænt nej til invitationen.

Hvis du er begyndt dette nummer af PS forfra, vil du have erfaret, at vi ikke har noget imod at vise billeder af Pia Kjærsgaard eller Naser Khader, eller en hvilken som helst anden politiker. Selvfølgelig ikke. Det er jo blandt andet derfor, vi er her.

Men vi holder af den tanke, at vi selv bestemmer, hvad der skal bringes i avisen, og ikke at indholdet blive dikteret os af nogle udefrakommende. Vi holder af tanken, men ser man avisen igennem, så har vi selvfølgelig problemer med at leve op til det høje mål. For vi lader os manipulere, og når vores egen iderigdom eller fantasi ikke slår til, så falder vi i og bliver reduceret til et udstillingsvindue, hvor andre i virkeligheden har bestemt, at de vil i avisen. Som da vi i onsdags tog på et flyvende pressemøde. Trafikordførerne havde sat pressen stævne i en flyvemaskine, som fløj fra København og til Aalborg tur-retur. Idiotisk ide og i en tid med diskussioner om CO{-2} og forurening; en ide, der burde have været meldt til politiet. Men vi hoppede altså med på vognen.

Nærværende billede af Kjærsgaard og Khader er taget i Kalundborg tirsdag aften. De sidder og venter på at blive interviewet til en eller anden tv-kanal. I et splitsekund er de alene, og det selv om de er sammen. De er alene, inden i sig selv med deres egne tanker. På fotograf Finn Frandsens billeder kan man se, at det øjeblik, hvor de kort træder ud af deres rolle, ikke varer mange sekunder.

Vi vil gerne se dem som mennesker af kød og blod, være ærlige og give udtryk for følelser. Eller bare som her løfte sløret en anelse for den anden side af det, der må være dem. Men helst ikke for meget, i hvert fald ikke så meget, som da Khader råbte svin efter Se og Hørs chefredaktør. Det var ellers ualmindelig klart sagt og kunne ikke misforstås.

Men det handlede selvfølgelig heller ikke om politik.

Få Politiken leveret alle julehelligdagene

Få Politiken leveret hver søndag i en måned + alle julehelligdagene. Du får 8 aviser for 99 kr.

Kom i gang med det samme

Annonce

Læs mere