Den hvide løgn

Valgkampen, der kulminerede med valget i tirsdags, har budt på enkelte billedmæssige højdepunkter.

Fra vores egen lille verden huskes Asmaa Abdol-Hamid med klaphat, Lene Espersen og Jacob Axel Nielsen, der besøger et slagteri, Søren Krarup og Jørgen Poulsen, som sidder ved samme bord, udelukkende fysisk, forstås, og Pia Kjærsgaard, der afgiver sin stemme – emmende af sejr og tilfredshed.

Men på selve valgaftenen blev alle disse mere eller mindre frivillige påfund overhalet. Det blev de af manden, der ses på nærværende billede. For op ad den store trappe på Christiansborg kom Mogens Camre. Med sig havde han sin kone, og på armen bar han deres tre måneder gamle barn. På billederne, både de faste, men også dem, der kunne ses i tv, ser man ham glad vende sig mod kameraerne og stille sig i positur til fotografering.

Da jeg så det, tænkte jeg:

»Det var satans, manden er jo liderlig«.

For det var det indtryk, hans optræden efterlod. En rå og usminket liderlighed efter at eksponere sig selv. Men ikke sig selv i kraft af sig selv alene – men i kraft af sig selv iført det, der også er en del af ham, nemlig det, der indeholder hans kone og deres barn.

Det er altid dejligt at opleve mennesker, der er glade for deres børn, og dem, de har fået dem sammen med. Men i dette tilfælde gav det absolut ingen mening. Tværtimod forekom hans fremvisning af arvingen demonstrativ og søgt. For meget og for overvældende, simpelthen. Og på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

To døgn senere meddelte Mogens Camre, at han alligevel ikke ønskede at sidde i Folketinget, men foretrækker at blive i Europaparlamentet.

Da var det, at jeg blev i tvivl om det, jeg havde set – både i tv og på billedet. Altså om billedet rent faktisk forestillede det, som det viste, eller om billedet havde en underliggende, ikke synlig betydning? Det fik mig til at trække billedet frem igen og glo intenst på det. Hvis Mogens Camre ikke to dage efter valget havde meddelt sin beslutning om at droppe Folketinget, havde billedet så haft en anden betydning (en glad nybagt MF’er), end det har nu? Oplevelsen af manden er én ting, billedet af mandens handlinger en anden. Tilbage står, at billedets udsagn kommer i stærk kontrast til det, der senere kom til at ske. Som kun Mogens Camre vidste ville ske.

Det værste er måske ikke, at han slæber hele familien ind i rampelyset, det værste er måske, at han utilsløret og åbent bagefter erkender, at han stak en hvid løgn. Og netop den opførsel demonstrerer en total manglende respekt for andre mennesker. Den karakteregenskab, han her åbenbarer om sig selv, er ikke rar at få vished om. Det er måske det allerværste ved billedet og de efterfølgende begivenheder.