0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Øjenbehager eller udfordring?

Thomas Kahlenberg sørgede efter 54 minutters spil for Auxerres sejrsmål mod bundproppen Metz.

AP
Foto: AP

Thomas Kahlenberg har tur i den i Auxerre. - Arkivfoto: AP

Klummer
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Klummer
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Fotograf Tine Harden er normalt ikke et tilbageholdende menneske. Det ved jeg, fordi jeg har været hendes chef et par år. Og fordi jeg kender hendes billeder rigtig godt. I dem er der kun præcision og direkthed. I 18 år var hun ansat på nærværende dagblad, inden hun sprang ud i freelancelivets vægtløshed.

Men på nærværende fotografi, som forestiller Mærsk Mc-Kinney Møller, der øver sig på sin tale, den aften Operaen blev indviet, demonstrerer Tine Harden, at et godt portræt ikke nødvendigvis består i at knalde isenkrammet op i hovedet på den, der portrætteres. Billedet indbragte i fredags Tine en førstepris i Årets Pressefoto for Bedste Portræt.

Normalt forbinder vi jo et portræt med et nærbillede. For så kan man jo rigtig se personen, ikke? Men sådan er det ikke, for vi ser jo ofte kun det, vi har lyst til at se.

Portrættet på denne plads sidste søndag forestillende Pia Kjærsgaard var et klassisk portræt; taget tæt på. Pia Kjærsgaard smiler glad til fotografen, for meningen er selvfølgelig, at hun vil se venlig ud. Pænt tøj og den rigtige mængde makeup. Den slags billeder er vi vant til, ja, vi ville blive forbavset, hvis Pia Kjærsgaard præsenterede sig selv med læbestift tværet ud over hele ansigtet og håret strittende i alle retninger.

Anderledes er de situationer, hvor den portrætterede ikke har kontrol over resultatet. For eksempel når Fogh Rasmussen står og giver kommentarer på Christiansborgs gange. Her kan fotografen ved hjælp af optik og vinkel bestemme billedudsnittet, og vi kan på redaktionen ved hjælp af udvælgelsen bestemme billedets valør - smiler han, stirrer han, er munden åben eller lukket osv. Går vi galt i byen, risikerer vi, at vores valg bliver tendentiøst. Som mindst én læser synes, at vi gjorde forrige uge.

Jeg kan kun replicere, at det ville være et underligt udvælgelseskriterium, hvis de personer, vi ofte viser billeder af, kun må have det samme udtryk altid. Hvorfor skal vi ikke vise dem, når de er pissed og rasende, sure, vrede eller grinende?

Hvem siger, at fotografiet udelukkende skal være en øjenbehager og ikke må udfordre dig og det billede, du har af virkeligheden. Som vel at mærke også bare er et billede, som vi og andre medier har fodret dig med. Jeg mener, hvor tit har du stået ved siden af Fogh på gangen på Christiansborg?

Det afgørende må være, hvor meget billedet efterlader til læseren. Det er ret åbenlyst, at portrættet af Pia Kjærsgaard ikke skal efterlade mange muligheder for efterbearbejdelse eller tolkning. Altid må man huske på den sammenhæng, et billede optræder i, og her er det på den hjemmeside, hvor Pia Kjærsgaard præsenterer sig selv.

Hvem forestiller billedet, hvor er det taget, hvorfor er det taget, hvem publicerer det? Enkle og banale spørgsmål, men altid en god test for at finde eventuelle skjulte dagsordener.

Tine Hardens velkomponerede og følte fotografi af en privat stund er et umanerlig fint portræt, fordi det lader læseren komme til fadet. Hvilket er en helt anden måde at være frembrusende på: at give andre plads.

ritzau

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce

Læs mere