Den gradbøjede faglighed

Når Politiken skal rejse udenlands og dække begivenheder til avisen, rejser vi allerhelst en journalist og en fotograf sammen.

Desværre er det ikke altid, at det kan lade sig gøre – nogle gange bliver journalisten nødt til at rejse alene.

For lidt over en uge siden rejste journalist Jacob Svendsen til Afghanistan. Hærens Operative Kommando havde inviteret journalister fra en række dagblade og et tv-hold til en uges ophold hos de danske styrker i Afghanistan.

Af ukendte grunde, måske af pladshensyn, kunne vi ikke få en fotograf med. Dårlig beslutning fra Forsvarets side. Og i hvert fald med til at gøre krigen mindre billedskildret og dokumenteret end danskerne har krav på – ikke mindst vores efterkommere.

Derfor blev Jacob Svendsen udstyret med et lille digitalt kamera. Mens han tog nogle få notater, gennemgik jeg kameraet med ham. Det var efter devisen, »… det kan 100 ting, men du har kun brug for at kende de 10. Som f.eks: stil den altid på P for Program, brug kun blitz, hvis det er bælgmørkt, tag tre billeder eller flere, hver gang du tager et, variér hver enkel eksponering og gå tættere på.

Og så husk, at du er fotograf, når du har et kamera i hånden. Koncentrér dig, mens du er fotograf. Fokusér på det, som du mener, er historien i billedet …osv.«.

Enkle råd, som man ikke behøver at være amatør, for at kunne få udbytte af.

Heldigvis havde Jacob Svendsen kameraet med. Og heldigvis tog han nogle billeder, der viste os, hvordan der så ud, der hvor han og de danske soldater befandt sig. Nærværende billede er taget i det område, hvor to danske soldater i torsdags blev dræbt af Taleban-soldater, og billedet var på Politikens forside i fredags.

Verden over foregår der diskussioner om, hvem af de ansatte i medierne, der skal lave hvad. Nogle steder interviewer, fotograferer, filmer og redigerer journalister selv deres indslag. Så bruges det på nettet og i avisen. Udviklingen synes at gå mod arbejdspladser, hvor grænserne mellem arbejdsområderne bliver mere flydende.

Det er dejligt at kunne flere ting, at beherske flere områder. Men det er ikke dejligt, hvis det betyder, at personligheden i udtrykket forsvinder. Den personlighed i sproget, der gør, at en artikel lever og huskes, tegningen overrasker og fotografiet der skaber klarhed.

De udviskede faggrænser skyldes blandt andet faldende læsertal, krav om en rentabel økonomi eller et betragteligt overskud, troen på bedre udnyttelse af de ansattes ressourcer – eller troen på, at det vil give et kvalitetsløft, hvis vi spreder vores indsats. Oplagskrise og et ændret mediebillede er andre grunde.

Hvad læserne mener om det, er ikke afgørende. Og det selv om alle medier gør meget ud af at undersøge, hvad læserne har lyst til.

Uanset i hvilken retning udviklingen går, og det gør den, så håber jeg, at begrebet personlighed får lov til at overleve. Ellers er vi først for alvor på den.