Stol på tilfældigheden

Der findes tre genrer i fotografiet: portrættet, reportagen og illustrationen.

Når de er klart defineret i det enkelte fotografi, er det ikke svært at se forskel. Portrættet med omhyggelig lyslægning, billedet af skolelæreren i samtale med eleverne og nærbilledet af en rygende cigaret, som skal illustrere en artikel om kræft.

Men det er selvfølgelig ikke altid, at genrerne er så adskilte. Ofte smelter de sammen, så reportagebilledet bliver et portræt, eller portrættet bliver en reportage.

Det sidste må meget gerne ske, for avisen (alle aviser) er proppet med portrætter i forvejen. Ansigter i alle størrelser, men mest mænd. Interview med politikere, nærbilleder fra en pressekonference, typisk en politiker og mand, nærbilleder af tilfældige mennesker, vi har stoppet på gaden og spurgt om et eller andet – det sidste hedder en voxpop og er, når det udføres dårligt, grimt som arvesynden. Dertil kommer de billeder, vi bruger fra de internationale bureauer. Ansigter i en lind strøm.

Hvorfor skal vi glo på alle disse portrætter?

Et af svarene er selvfølgelig, at vi har brug for at se det menneske, hvis udtalelser vi læser. Vi har brug for et identifikationspunkt. Og intet er bedre end ansigtet. Gerne så man kan se personens øjne. Mange personer, der optræder i medierne, antager karakter af at være offentlige.

Vi har set deres ansigter så tit, at det næsten ikke tilhører personen selv. George W. Bushs, Anders Foghs og Jes Dorphs ansigter sidder godt nok på spidsen af deres krop, men tilhører dem alligevel ikke.

Når vi kender deres ansigter så godt, som vi gør, kunne man godt ønske sig at blive fri for at se på dem mere. Vi behøver jo ikke se dem, for de er inde i vores hoveder. Men sådan fungerer medierne ikke. Vi skal hele tiden se nye billeder af dem.

Og da de jo ikke foretager sig noget – bortset fra i valgkampen, hvor i hvert fald politikerne foretager sig de underligste ting – så ender de fleste billeder med at blive et billede, hvor personen sidder eller står. Står. For det er gået helt galt de sidste år. Ikke bare i Politiken, men i vestligt fotografi i det hele taget.

Modefotografiet, reportagefotografiet og portrætfotografiet er ramt af en bølge af stående mennesker. Stillestående. Hvis man stiller et menneske op ad en mur, er dette menneske mere stillestående, end hvis det står frit i et rum med luft omkring sig. Hvis personen tilmed læner sig op ad muren, er den helt gal.

Står personen ikke op, så har fotografen anbragt vedkommende i en sofa eller på en stol. Hvilket er endnu mere stillestående.

Det er forfærdeligt at se på, og jeg aner ikke, hvordan det er kommet så vidt. Er det, fordi det er lettere at fotografere en person, når vedkommende står stille? Er det for bedre at kunne styre lyset? Er det for bedre at kunne styre personens udtryk? Svaret på alle tre spørgsmål er: ja.

Det giver fotograferne langt større mulighed for at kontrollere begivenhederne, hvis personen så at sige står stille og holder kæft. Fotografer er nemlig kontrol freaks helt ud i det ekstreme. Var de ikke det, kom der ingen billeder i kassen.

Hvad skal vi gøre for at løse op for dette grasserende stående problem? Svaret er ganske enkelt: Vi skal turde risikere at tage nogle billeder, som vi ikke kan tænke os til. Lad os genopfinde vores øjne, og troen på tilfældigheden som en uundværlig medspiller i vores kreativitet. Det kræver parathed og hårdt arbejde, men er det ikke det, som det hele handler om?