I dagens udgave af Magasinet kan du se dette billede af en kvinde.
Jeg ved ikke, hvad hun hedder, kun at hun var en af brugerne af Ungdomshuset på Jagtvej 69. Hun medvirker i en bog, som Fryd Frydendahl og Kajsa Gullberg har fotograferet. ’Familiealbum’ hedder den, og den består af en lang række af sort-hvide og farveportrætter.
Det er en fantastisk bog. Den emmer af liv og kraft. Her er billeder af alle de unge, som i nogles øjne udgør en stor fare for vores regelrette og ordentlige samfund, men som i andres øjne er det håb, der skal sikre, at samfundet udvikler sig. Sikre, at der tænkes nyt og anderledes. Her er piercinger og tatoveringer, hætter og udklædning, men først og fremmest ligefrem vælter personligheden og ønsket om at udtrykke sig ud af siderne.
Bogen er usædvanlig i sin usofistikerede og direkte måde at være bog på. For som regel er det sådan, at når man (endelig) får tilkæmpet sig vej ind i De Hellige Forlags Haller, så sker der samtidig en ændring af ens tænkemåde. Man bliver pludselig højtidelig, på kanten til det andagtsfulde, og måske endda bange for sin egen skygge. Nu er det jo pludselig en bog, man er i gang med at fabrikere, og det er jo noget. Noget stort. Den skal ende på reolen, og det er en lutrende tanke, at den overlever ens egen død. (Alene af den grund burde alle lave deres egen bog).
Men altså, man bliver tit mere seriøs end godt er, jo længere man kommer i processen. Ofte blive det så rædselsfuldt selvhøjtideligt, at man som læser er ved at brække sig over resultatet.
Fotolitteraturen er fyldt med vidunderlige udgivelser, hvor vi føres på rejse – enten i andre menneskers liv og tanker eller i kunstnerens egne. Begge dele kan være berigende. Hvis altså kunstneren ikke står i vejen for sit eget produkt og skygger for en aflæsning af sine billeder eller sin tekst. Det kan blive for postulerende og for navlebeskuende.
Men, kan du indvende, hvis der ikke var nogen, der gjorde det, så var der ingen, der kunne gøre det andet. Udviklingen i fotografiet, som i al anden kunst, fordrer jo, at nogen viser nye veje.
Finder dette ikke sted, hvordan kommer vi så videre? Og det er rigtigt, hvornår tør man sige, at præcis den og den bog kunne vi godt have været foruden? For var det ikke lige netop det projekt, der affødte det næste? Som viste sig at være banebrydende?
Sådan er al udvikling, der skal slås skæverter, men det er vigtigt at fastholde, at der er stor forskel på at tage sig selv alvorligt, og så at være selvhøjtidelig. Det første er en absolut livsnødvendighed og det fundament, vi bygger vores adfærd på, det andet er uudholdeligt.
På Fryd Frydendahls og Kajsa Gullbergs fotografier står alle personerne op. Og de tages lige præcis så alvorligt, som de fortjener. Skulle der befinde sig en læser, som kan huske en uge tilbage, så vil vedkommende kunne huske, at jeg sidste søndag var ude med riven. Efter billeder af mennesker, der står eller sidder. Derfor er det dejligt at kunne bringe et dementi i dag. For billederne i dette Familiealbum beviser til fulde, at man kan tage pragtfulde og betydningsbærende fotografier af mennesker, der står. Det kommer bare an på, hvor de står, og hvorfor de står.
Se mere i Magasinet.
