Er Politiken besat med midaldrende teenagere, der ikke kan give slip på deres unge år?

Med dette relevante spørgsmål fra en noget misfornøjet læser, skal jeg hermed ønske et forsinket nytår til jer læsere, der ikke for længst har forladt papirudgaven af det, vi kalder en avis. I har min fulde kærlighed. Årsagen til brevet fra læseren var, at vi i dagene imellem jul og nytår bragte en lille serie af billeder, hvor der er nogen, der kysser hinanden. Det var i hvert fald tanken, at dem, vi fotograferede, skulle kysse, men rent faktisk så aer eller nusser de fleste af dem, vi fotograferede. Måske fordi den akt, som selve kysset udgør, er den mindste del af et samvær – og derfor også tager kortest tid – eller måske fordi al det, der sker inden og efter kysset, er mere interessant. Ikke for fotografen, men for dem, der kysser. Læseren kaldte os ’Pornotiken’ og spurgte, om vi ikke havde andet at beskæftige os med end ligegyldige, men alt for store billeder af mennesker, som ikke vedkommer os. Med det væsentlige spørgsmål ramte brevskriveren os lige i solar plexus. Og med et jomfrueligt år liggende for vores fødder kunne spørgsmålet nok kalde på lidt indadvendt selvransagelse. For hvad er det egentlig, vi skal beskæftige os med? Hvilke emner skal vi interessere os for, og hvilke mennesker skal vi fortælle om? De, der har prøvet at være dommer i en konkurrence, uanset hvad der skulle bedømmes, ved af erfaring, at det ikke er svært at vælge det indlysende gode, ej heller at forkaste det indlysende ringe. Det er til gengæld hamrende svært at forholde sig til det midt imellem. Derfor er det naturligt, at du ser billeder af Bhutto, når hun er blevet myrdet, Obama og Clinton, når der er valg i USA, eller Bjarne Riis, der bekender sine dopingsynder. Vi vil gerne se de mennesker, det handler om. Illustrationer af tiden, så at sige. Sværere bliver det straks, når billedet ikke har en krog at hænge på. Når vi lader, som om billedet i sig selv er historien. Og at den lille medfølgende tekst udelukkende skal hjælpe læseren i gang med afkodningen – og hindre de værste misforståelser. Indadvendt selvransagelse? Nytårsforsæt? Gerne. Derfor lover jeg, at der i 2008 vil komme flere fotografier af nogen, der kysser. Om det er menneske, der slikker dyr, eller omvendt, bøsser, lesbiske eller alle os andre, så vil der komme billeder af dem. Jeg lover, at der kommer billeder af mennesker, vi ikke kender, mennesker, der er fjernt fra os selv, ikke ligner os, tænker anderledes, ser anderledes ud. Kloge mennesker, dumme mennesker, voldelige, fredelige, grimme og kønne. Fanatiske, ladne eller patetiske. I almindelighed er vi for venlige, og i særdeleshed er vi for høflige. Jeg lover, at vi i afdelingen for Fotografi og Nærmeste Omegn vil forsøge at dyrke vores årvågenhed, parathed og ivrighed. Og det projekt må gerne udvikle sig til lidt flere skæve horisonter og uskarpe billeder. Hvem har nogensinde ment, at en sætning nødvendigvis gav mening, fordi syntaksen var korrekt? Lad 2008 blive året, hvor vi knokler, og hvor I bliver begejstrede eller rasende. Al det midt imellem er dødssygt og i virkeligheden spild af vores fælles tid. Skulle teenageren i os alle indimellem stikke sit bumsede hoved frem, så lad os give den et kys. Et vådt et.