Ugens højdepunkt var, da jeg fik mel over det hele. Eller rettere sagt, da min fotograf støvsugede mig bagefter. Det kildede i alle mine knapper. Jeg skylder vist at præsentere mig. Jeg er et digital kamera og hedder Canon EOS 5D. Jeg har faktisk stadig lidt mel i kanten af min programvælgerknap, efter at jeg i onsdags var med nede i studiet for at kigge på hvedemel. Bare fordi hvedemel er blevet dyrt, og avisen skal skrive om det, tvinges jeg til at glo på dette aldeles kedelige element i godt tre kvarter, for til sidst at være fuldstændig overdænget med mel. Gennem ugen har jeg kigget en masse studerende lige ind i deres ansigter. De fleste af dem var noget forlegne til at starte med, andre stivner helt, som om jeg var en AK 47. »Slap nu af, sænk skuldrene og træk vejret helt ned i maven, ellers kommer der jo ikke noget godt ind i mig. Jeg bliver så ked af det, når jeg føler, at jeg står i vejen for mig selv«. Da jeg hang og dinglede over min fotografs skulder, kunne jeg nemt se et rigtigt godt udtryk i mange af dem, jeg skulle forevige, men hver gang jeg kommer for tæt på, mister de ligesom sig selv. Men mange af de studerende var bare til en voxpop, hørte jeg min fotograf mumle, mens han satte farten op. Vi skulle ud at hente min fætter, der hedder Canon EOS Mark 3. Mark 3 er meget større og hurtigere end mig og endda helt ny, men kunne ikke engang stille skarpt. Derfor måtte de give Mark 3 en ny chip. Det var nu ellers dejligt med en hel uge, hvor min fotograf kun brugte mig. Jeg elsker at se mig omkring og har store forventninger til snart at komme på rigtigt eventyr. For ærlig talt har min godt nok relativ korte tid som aviskamera ikke levet helt op til mine forventninger. Min fotograf mistede tre af mine fætre sidste år. To af dem fik han frarøvet under rømningen af Ungdomshuset, og det sidste druknede på Roskilde Festival, så jeg har da haft en del forventning til, at der skulle være godt gang i den som aviskamera. Men jeg synes hele tiden, jeg skal kigge på mennesker, der skal blive til et portræt. Det er lidt kedeligt i længden. Men i mandags var det ellers lige ved at blive interessant. Efter at have ligget ude i den kolde bil blev jeg slæbt ind på Hotel D’Angleterre. Igen skulle jeg arbejde sammen med en lampe. Min fotograf har i flere uger brokket sig over, at der ikke er nok lys. Men med lys i lampen og den fine hotelstemning havde min fotograf nu ikke noget at brokke sig over. Og midt i det hele kommer en flot dame ind i lyset. Jeg bliver tiltet på højkant. Jeg kigger på hende. Hun kigger på mig, men hun har det ikke helt godt med det. Min fotograf bliver ved med at holde mig, mens han snakker med damen i lyset, som han kalder Susanne Bier. Pludselig kommer der en anden dame ind i lyset og retter på Susannes hår. Min fotograf tager mig til siden, så jeg bare kigger i jorden. »Hvad fanden har han gang i?«, tænker jeg – mens billedet af makeupdamen og Susanne aldrig kommer ind i mig, fordi jeg hænger der og dingler. Da billedet er væk, kommer jeg op igen for at se. Efter få minutter må jeg ikke se mere. Jeg forstår det ikke. Min fotograf begyndte ikke engang at svede i hænderne, hvilke fortæller mig, at han ikke gav sig fuldt ud. Der kom da noget rigtig flot – og lige lovlig katalogagtigt – ind i mig, som avisen nok vil trykke. Men jeg syntes, der manglede noget. Ude i bilen igen bliver jeg kastet ned i tasken og om i bagagerummet, men kan alligevel høre min fotograf brokke sig, mens han sætter i gear. Han ringer til en kollega og brokker sig over, at han ikke fik det anderledes billede.