I IRAK ER det efterhånden flere år siden, at en ikke indfødt fotograf kunne udføre sit arbejde.
Fordi udefrakommende fotografer blev – ikke unaturligt – opfattet som hørende til besættelsesstyrkerne, og derfor også opfattet som legitime mål i den krig, der finder sted.
Under den forløbne uges uro på Nørrebro i København blev en fotograf fra Morgenavisen Jyllands-Posten overfaldet. Først blev han skubbet omkuld og sparket, mens han lå ned, og da han kom på benene og var på vej væk, kom endnu en overfaldsmand løbende og »… smaskede mig en i hovedet«. På hospitalet blev han syet med to sting.
Sidste forår blev en fotograf fra Politiken overhældt med en brændbar væske og forsøgt sat ild til. Det var under balladen ude ved Christiania. Under demonstrationerne i forbindelse med rydningen og nedrivningen af Ungdomshuset har fotograferne kunnet opleve at blive råbt efter, truet og nu også tæsket.
TV 2 tog straks konsekvensen og besluttede at udstyre deres reporterhold med vagter. Eller, som man kunne se i tv, lave deres reportager så langt fra der, hvor begivenhederne fandt sted, at det eneste, man kunne se, var en mand/kvinde stå på en gade talende ind i en mikrofon.
Pressen, som nogle gange betragtes som den instans, der kan – og skal – holde magthaverne i ave, betragtes af de demonstrerende som et vedhæng til regeringen, kommunen og deres ’håndlangere’, nemlig politiet.
Om det er andengenerationsindvandrere eller autonome, så er en del af raseriets brændstof frustration. Frustration og vrede over ikke at blive hørt og forstået. For min skyld kan vi fylde samtlige avisers debatsider, inklusive lederne, samtlige taleprogrammer i samtlige radio- og tv-kanaler med talende kloge hoveder. Om det er raseri over, at Ungdomshuset blev stjålet fra nogen, om det er, fordi man som ung 2.-g’er har svære odds imod sig, eller om det er i raseri over genoptrykningen af en af Muhammedtegningerne, så finder urolighederne sted. Og de stopper ikke. Ministeren kan true med retsforfølgelse, læserbrevsskribenterne efterlyse ansvarlighed og moral hos de unge. Det er ligegyldigt.
Vi taler ikke samme sprog. Vi forstår dem ikke. Eller vil ikke forstå dem. Gjorde vi det, talte vi måske med dem, og talte vi med dem, lyttede vi måske til dem, og lyttede vi til dem, ændrede vi måske nogle af vores beslutninger.
De billeder, der kommer ud af fotografernes arbejde, er vidnesbyrd om begivenheder, som har fundet sted. De vidnesbyrd er fortællingen om vores tid, og hvordan vi udnytter de muligheder, vi har. Fotografierne er vidnesbyrd om, hvordan vi behandler hinanden. På godt og ondt.
At tæske en fotograf er at ødelægge mulighederne for at forstå sig selv og de andre. Det er kujonagtigt, og hvis nogen tror på, at de dermed forhindrer, at begivenheder fotograferes eller filmes, så tager de fejl. Alt fotograferes og filmes.
»Er du færdig med at dække Nørrebro«, spørger jeg fotografen, der fik tæsk. »Nej, de skal jo ikke vinde«, siger han, »men jeg kommer nok ikke, som jeg har gjort før«. »Jamen så har de jo vundet«, siger jeg. »Ja, lidt – desværre«, siger han. Og det der ’lidt’, kan meget vel vise sig at blive vores største udfordring.
