»Du får ikke mere Viagra i denne uge«, sagde min læge, mens han puffede mig ud af sit konsultationsværelse.

Han havde stukket mig en seddel i hånden med adressen på en pålidelig psykiater. »Gå nu derhen, og forsøg at falde lidt til ro«, råbte han efter mig, mens jeg vaklede ud på gaden.

En time efter lå jeg på en briks og stirrede op i loftet. »Fortæl mig om alt det indestængte had, du bærer i dig«, sagde psykiateren, mens han rensede negle med en tændstik.

Et kort øjeblik blev jeg forvirret. Jeg syntes ikke, at jeg hadede nogen eller noget, det var jo ikke mig, der havde brændt skoler, biler og containere af.

Alt, hvad jeg ønskede, var jo samtale, forståelse og dialog. »Jamen, jeg hader ikke nogen, jeg føler mig bare ensom og forladt«, forsøgte jeg at forklare psykiateren.

»Jeg er omgivet af folk, der ved alt meget bedre end mig, f.eks. Suzanne Bjerrehuus; hun har opskriften på, hvordan vi får skovlen under dem, eller Søren Pind, han har også gode løsninger«.

Telefonen ringede. »Nej, Søren«, hørte jeg psykiateren sige, »det er tvangstanker, du har, kan du ikke komme på mandag?«. Han lagde røret og noterede noget i sin kalender. »Fast arbejde«, mumlede han for sig selv.

Nede i 7-Eleven købte jeg en pose vingummi. Selv om min læge havde sagt til mig, at de var langt farligere end alkohol, gjaldt det nu om at holde hovedet koldt.

Det var nu, der skulle overvejes, analyseres og træffes beslutninger. Som om det var let. Med en minister, der satte sig ned og talte med ekstremisterne, og en socialist, der ville smide dem ud af landet. Var verden da af lave, tænkte jeg?

Jeg bladrede i Ekstra Bladet, for det var her, at jeg havde læst Suzanne Bjerrehuus’ opskrift på, hvordan problemet med andengenerationsindvandrerne skulle løses.

Tvangsarbejde var en del af opskriften. »Mød dem med en klar nultoleranceholdning. Hent dem på bopælen, hvis de ikke møder op til tiden«.

Hun havde mange andre gode meninger. »Ballademagerne er møgforkælede og synes bare, at hvis en eller anden kører rundt i en stor BMW, er det helt uretfærdigt, at de ikke også får en forærende«. Sådan, touché, tænkte jeg. Tag den.

Det livede mig op at læse om en kvinde med så håndfaste meninger. Glad bladrede jeg videre, og til min store glæde dukkede Suzanne op igen længere henne i bladet. Nu var hun ’Fru Fin fra Hellerup’. I begejstrede toner roste hun sin mand, for han var et rigtigt mandfolk:

Han kan ikke finde ud af ret meget praktisk, men det betød ikke noget. Og hun fortalte om ferien til Mauritius, hvor der »blev kysset igennem« til en pris af 250.000 kr. Og som hun sagde: »Hellere rig og rask«. Der stod ikke i stedet for hvad, men det kunne jeg jo tænke mig til.

Da var det, at det gik op for mig, hvad Suzanne Bjerrehuus var. En rollemodel. Hun var simpelthen lige til at tage og gafle. I et splitsekund forstod jeg, at hun med sin store viden og sunde indstilling kunne bruges som forbillede. Og da hun jo er vokset op på Blågårds Plads, hvad ville så være mere nærliggende end at bede hende flytte tilbage?

»Når vi har så meget viden gående frit omkring, kan det ikke gå galt. Samfundet kalder«, jublede jeg og greb ud efter telefonbogen for at finde hendes telefonnummer.

Med en minister, der satte sig ned og talte med ekstremisterne, og en socialist, derville smide dem ud af landet. Var verdenda af lave, tænkte jeg?