Krig og fred

Der findes kvinder i politik. Men sammenlignet med antallet af mænd, er det ikke mange. Og der findes slet ikke mange kvindelige forsvarsministre. Og da slet ikke gravide i 7. måned. Men det gør der i Spanien. Hun hedder Carme Chacón og ses på billedet paradere forbi en samling soldater i forbindelse med en regerings edsaflæggelsen i mandags i Madrid. Det er et usædvanligt billede, for oftest, når vi ser kvinder på billeder i officielle politiske sammenhænge, så er de kun med som påhæng. Da ‘Set i ugen’ for noget tid siden bragte et billede af George W. Bush og Anders Fogh Rasmussen, inklusive deres medbragte koner, skrev jeg, at kvinderne kun var med, fordi de (tilfældigvis) var gift med Georg og Anders. Det var der nogle læsere der blev vrede over. De klandrede mit kvindesyn, og mente, at jeg havde en stenaldertankegang. Men ærlig talt, det er jo sandt, at der ikke er en levende sjæl, undtagen et ugeblad eller to, som interesserer sig for kvinden bag manden. Medmindre der er nogle gode saftige historier, som da den franske præsidents frue skred fra præsidenten og udgav en bog, hvor hun løftede dynen, så vi alle kunne følge med i privatens skærmydsler. Men i Spanien gør de noget ved sagen. Der skal flere kvinder ind i politik. Hvilket straks fik den nyvalgte italienske præsident Berlusconi til at komme med en kommentar, som vist nok skulle være en morsomhed. Han mente, at spanierne ville komme til at fortryde alle de kvinder, for når man samler tilstrækkeligt mange af dem på et sted, så bliver det noget rod, og ikke til at styre. Senere samme dag forsøgte han at glatte sin idioti ud, men da var ordene sagt. Virkeligheden overgår som bekendt altid fantasien, og dette tør siges at finde sit ultimative udtryk i Italien. Alene af den grund, at man må formode, at en del af de mange krydser, Berlusconi netop har fået, er sat af kvinder. (... hvilket straks fører tanken hen til den sardinske gesandt i Skt. Petersborg, Joseph de Maistre, som i et brev i 1811 skrev: »Ethvert land har den regering det fortjener«. Nå, det er vist uretfærdigt overfor italienerne, der er andre lande man også kunne komme i tanke om ...). Billedet af en højgravid forsvarsminister udfordrer ikke alene vores øjne, men også vores tanke. Øjnene fordi vi ikke er vant til at se en forsvarsminister være kvinde og tanken, fordi en ‘forsvarsminister’ (det burde hedde ’krigsminister’), er sat til at styre et område, der betragtes som et traditionelt mandeområde. Det er mænd der forsvarer eller drager i krig. Vel kan ingen krige føres uden kvinder, for nogen skal sy uniformerne, producere bomberne og passe de sårede. Men den aktive krig er mandens område. Derfor er det ualmindeligt, at se en kvinde på posten, som administrator af død og ødelæggelse. Når denne kvinde tilmed bærer på symbolet på det modsatte af død og ødelæggelse, nemlig det ufødte barn, bliver selve billedet og situationen endnu mere anderledes.