Sidste weekend varder officiel åbning af årets World Press Photo (WPP) i Amsterdam.
I den anledning inviterer WPP alle præmierede fotografer til at komme og vise deres arbejder. Derfor sad jeg lørdag og søndag og lyttede til 43 fotografer, der hver havde 10-15 minutter, hvor de kunne fortælle om deres billeder, metoder og arbejdsvilkår og selvfølgelig vise billeder. Det udvikler sig altid til et overflødighedshorn af vigtige og eminent fortalte historier. I bogstaveligste forstand er der tale om World Press, for der er billeder fra overalt på jordkloden. Enten var 2007 mindre blodigt, eller også har årets jury været meget fokuseret i sin udvælgelse, for årets udvælgelse er mindre præget af død og ødelæggelse end sidste års. Alligevel er der selvfølgelig billeder af krig og vold. Andet ville være utroværdigt og give et skævt billede af verden anno 2007. Der er billeder af guerillasoldater, folk, der sørger, sprænges i luften, bliver slået, bor i plastikhytter, er blevet udsat for seksuelle overgreb, ser tv, kører på knallert, har bind for øjnene, bader, dyrker voodoo, fanger narhvaler, drikker og hopper ud fra et højt tårn. Plus meget, meget mere. Irak, Afghanistan. Samlet er fotografernes arbejde et vægtigt vidnesbyrd om verdens tilstand og de forhold, menneskeheden byder sig selv. Eller påtvinger hinanden. At se så mange billeder på så kort tid er godt for ens øjne, for de trænger med mellemrum til at blive fornyet. Men det er også tankevækkende at se, hvilke temaer og emner der er fraværende. Eller næsten fraværende. For der er temaer og emner, som fylder meget lidt i fotojournalistikken. Det er dét, som kunne komme ind under kategorien ’almindelige mennesker’. Der er flere forklaringer på det: En af dem er, at ’dårlige’ historier er gode historier. Det er de af den simple grund, at det er vigtigt at fortælle om problemstillinger, hvor der er behov for ændringer. Hvor uretfærdigheder sker, folk lider eller bliver udsat for urimelig behandling. Fotojournalistikken, altså journalistik i billeder, beskæftiger sig med alle aspekter af livet og dets mangfoldighed, men grundlæggende tager den afsæt i et ønske om at dokumentere menneskers adfærd. Og må gerne være et indlæg i en debat, oplysende, fortællende og standspunktskrævende. Fotojournalistikken erselvfølgelig også meget andet. Alt kan fotograferes. Men noget er mere fotogent end andet. Spektakulært og dramatisk. Det er der ikke noget underligt i. Det er simpelt hen sværere at lave en reportage i Bilka, end det er at fotografere mennesker, der kaster sig rundt i en mudderpøl i Haiti og dyrker voodoo. Vi tiltrækkes alle af det usædvanlige og det anderledes. Prøv, næste gang du er i Netto, Irma, Brugsen, Fakta eller et andet supermarked, at lade, som om du er fotograf og skal lave en reportage på seks-otte billeder af danskere, der køber ind? Selvfølgelig kan det lade sig gøre, men det er krævende, for vi ved jo godt, hvordan der ser ud. Det er sværere at fortælle om vores egen dagligdag, fordi vi ser den … hver dag. Hvilket grundlæggende gør os ude af stand til at se den. Vi bliver blinde. Denne lejlighedsvise blindhed bør dog ikke forhindre os i at kaste os over vores egen dagligdag. Eller den dagligdag, som ikke er vores egen, men leves af andre mennesker andre steder på Jorden. I Zimbabwe bor Bold Hungwe. I sin præsentation viste han en lang række billeder fra sin egen hverdag, og det var befriende, fordi det blev tydeliggjort, at de gode historier også befinder sig lige uden for ens egen gadedør. Bold havde åndsnærværelse nok til at trykke på knappen og fastholde det ualmindelige i det almindelige.
