Hvilken smuk mand

I en uges tid har jeg mødt Djimon Hounsou hver morgen. Det hedder den sorte mand på den kæmpeplakat, der har hængt i de roterende reklameskabe, der står opstillet på udvalgte steder i København. På nettet står han beskrevet som ‘actor’, men i min morgenoptik er han en flot sort skulptur. Han optræder i et par underbukser (hvis det stadig hedder det), som må være ubehagelige at have på. For at sige det ligeud er det ikke rart, når ens nosser bliver trykket op i ens armhule. Nå, bukserne, eller manden, er en reklame for firmaet Calvin Klein. Og det er dæleme en flot en af slagsen. Djimon Hounsou minder om en mellemting mellem en antik bronzestatue og et stykke efterladt kitschet nazipropaganda, og det endda selv om han er sort som ibenholt. Han er noget af et stykke mandfolk, og hvis det ikke var, fordi mine evner til at se i et spejl trods alt overgår min evne til at lyve for mig selv, så ville jeg blive fristet til at sige, at han ligner én selv – på en af ens bedre dage. Ikke en muskel sidder forkert, og ikke et overflødigt gram fedt findes på hans krop. Billedet er hamrende flot fotograferet, og vi tror på, at det har været en tur i computeren, og at denne tur ikke har gjort kroppen mindre skulpturel. Sort krop, hvide underbukser. Enkelt og effektivt. Sex er kodeordet. Nu er det ikke første gang, at det offentlige rum indtages af en sexet mand, men som regel er det kvinderne, der fylder. Slikkende på is eller iført nydelige kollektioner af næsten ingenting. Reklamer, som henvender sig til kvinder, men som i deres symbol- og billedsprog betjener sig af en mandlig sexistisk synsvinkel. For det er mænd, der skal associere isslikkeriet med et blowjob, og det er mænd, der skal tænde på den letpåklædte kvinde i bh-reklamen. Og det upåagtet, at det ikke er manden, som er målgruppen for selve salget af produktet. Her er så en hamrende flot mand – reklamerende for et produkt, der kun henvender sig til mænd. Og med en krop, som måske kunne give andre mænd mindreværdsfølelse, men som man som mand kun kan tænde på, hvis man er til mænd. Ja, fra reaktioner i mit nærmiljø, det hedder ens nærmeste omgangskreds vist, så kan jeg endda konstatere, at mange kvinder har svært ved at se det vidunderlige i Djimon Hounsous muskuløse krop. Det skyldes, at der er for meget af det hele, og at han er for perfekt til at være et levende menneske. Da jeg ringede til firmaet, der driver disse roterende skabe, kunne jeg ikke engang huske, hvilket mærke plakaten reklamerede for. Faktisk var det glemt, i samme sekund cyklen og jeg havde passeret plakaten. Men den grafiske skulptur! Med mellemrum dukker der ‘Stop pornoficeringen af det offentlige rum’-kampagner op. De er (selvfølgelig) koncentreret om udnyttelsen af kvinden som objekt – og i reklamesammenhænge af hende som sexobjekt. Det er en kampagne, der er dømt til at fejle. Ikke fordi kvinden er den svage af de to køn – hvilken evighedsløgn er det ikke – men fordi penge/forbrug/magt/profit kombineret med lyst/sex/liderlighed ikke kan kombineres harmonisk endsige ’demokratisk’ eller menneskeligt. Der er ikke nogen demokratisk eller menneskelig fernis over sammenhængen imellem forbrug, profit og udnyttelse. Jeg føler mig ikke forulempet af dette sorte overmenneske. Han er grafisk smuk, og da han jo ikke udgør nogen trussel, men i bedste fald henvender sig til mine bøssevenner, så ønsker jeg ham alt godt. Ja, måske endda med et ønske om, at det ville være dejligt, hvis flere af de reklamer, der smaskes i hovedet på os, havde samme høje æstetiske standard. Prøv selv at se, hvilket rædselsfuldt miskmask af elendighedsgrafik vi ofte får smidt i hovedet. Noget er gennemtænkt og vel udført, men meget er forfærdelig grimt. Det er ikke det, at der findes sexistiske reklamer som denne, der er problemet. Det største problem er, at de grimmeste og mest uintelligente af dem forpester det offentlige rum med grimhedsæstetik. Det bør vi hade af et sundt hjerte.