Ord er vægtløse. Det er tanker også. De fiser og farer i alle retninger, og ofte har man stort besvær med at få sat system i dem. I hvert fald så længe de er indkapslet i ens hjernevindinger. Desværre kan man nogle gange høre på sin egen stemme, at usystemet fortsætter, når ordene sættes fri og lukkes ud. Noget værre roderi. Når en tanke er blevet til en tegning, er den ikke vægtløs. Det har altid undret mig, at Politikens tegnere ofte har kunnet spidde en begivenhed mere grundigt og klarere, end nok så mange artikler evnede. På spørgsmålet om, hvor inspirationen dog kom fra, svarede Jørgen Saabye engang: »Åh, sådan der ved 16-tiden stikker jeg hovedet ud ad vinduet, og så drypper der ofte en god ide ned«. Det var garanteret en underdrivelse. Philip Ytournels tegning fra i tirsdags forestiller to mænd, der sidder foran to ens huse. De ligner hinanden, har ens biler parkeret foran huset, og den eneste forskel er, at den ene læser i en avis, som hedder Politiken og den anden i en avis, der hedder Morgenavisen Jyllands-Posten. Tegningen ledsages kun af ét ord: ’Værdikamp’. Der følger så at sige ikke nogen brugsanvisning med. Tegningen afstedkom en del ytringer på de bonede gulve. »Jeg forstår den ikke, hvad handler den om«, var der flere, som spurgte om. Andre syntes, at den var super, og grinede, når de så den. Selv var jeg i tvivl. Ikke om jeg kunne forstå tegningen, men om jeg skulle forstå den. Og det var selvfølgelig en underlig tvivl, for man skal da forstå en tegning, ikke? Altså sådan være 100 procent sikker på, hvad tegneren mener. Meningen med tegningen, kort sagt. For den skal give mening, ellers er den jo ikke blevet andet end det vægtløse hjerneuld, der farer rundt i tegnerens hoved. Vel? Men jeg blev altså i tvivl om det rigtige i altid at forlange ’fuld forståelse’ af en tegning. Tænk nu, hvis tegneren blot ønskede at anslå et tema, forsigtigt berøre et emne og måske ikke ønskede at udpensle det, bøje det i neon og storstave det for læseren. Så jeg spurgte Philip Ytournel om, hvad tegningen forestillede. Så beskrev han den, som jeg har gjort her, og sagde. »Mere er der ikke. Skal der være det?«. Den måtte jeg lige tygge lidt på. En tegning er, når den har forladt tegnerens hånd, et tagselvbord. Den er som maleriet, fotografiet og teksten ikke længere tegnerens, men læserens. Ansvaret for forståelsen, eller misforståelsen, er et langt stykke af vejen ikke tegnerens, men læserens. Det fritager selvfølgelig ikke tegneren, fotografen, maleren eller forfatteren for ansvar. Det kan ikke nytte noget at sende folk i én retning, hvis man gerne vil have, at de skal tænke i en anden retning. Sagt på en anden måde, at hvis ens værk let kan misforstås, så kan man også være ret sikker på, at det bliver misforstået. Men ingen, der udtrykker sig – uanset formen – kan tage ansvaret for, hvordan ens udsagn modtages. Retten til glæde og begejstring, raseri eller vrede er helt på læserens side. For slet ikke at tale om uforståenhed.