0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Og hun er langsom

Klummer
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Klummer
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Den amerikanske fotograf Sally Mann udstiller i Den Sorte Diamants hemmelige kælder.

Ned i mørket går man, og dybt inde i katakomben hænger billederne så. Af familien, mest hendes børn, af naturen og af døden.

I en tid, hvor kodeordet til en bedre tilværelse – ja, overlevelse i det hele taget – synes at være hastighed, hastighed og atter hastighed efter devisen, at jo hurtigere ting foregår, des bedre er de, er det vederkvægende at opleve den langsomhed, som er en del af Sally Manns udtryk.

(Det værste ved hastighedsfilosofien er ikke, at den gør os stakåndede, nej, det værste er, at vi tror, at vi bliver klogere af at blive forpustet).

Ikke alene beskæftiger Sally Mann sig med dybt basale emner, tydeligt centreret om liv og død, men hun gør det ydermere på en måde, så man tror på, at hun selv forstår det, hun laver. Hvilket ikke behøver at være en nødvendighed for en kunstner, men en tilstand, som man sagtens kan forestille sig nogle gange kan være en fordel.

Ligesom man kan sige om et menneske, at »… hun er rigtig meget i sin krop«, sådan kan man også sige om Sally Mann og hendes forhold til sit arbejde: Hun er i sine billeder, og det på en selvfølgelig og naturlig måde. Billederne udstråler ganske enkelt hendes ’jeg’, og det bekræfter, endnu en gang, at ethvert fotografi er et selvportræt.

Og hun erlangsom. Bogstaveligt talt, for billederne bliver til med storformatskameraer, som ofte kræver lang tids eksponering. Meget lang tid endda, ofte mange minutter. Det gør selvfølgelig noget ved dem, der fotograferes, og det gør selvfølgelig også noget ved billedets egen form og udtryk.

At et billede skal være skarpt, har altid været en af lovmæssighederne i fotografiet, men er i virkeligheden noget sludder. Det svarer nogenlunde til at sige, at det ikke dur at synge jazz med disharmonier. Nej, fokus i sig selv er ikke en kvalitet, kun en metode, som (oftest) er med til at gøre billedet aflæseligt og derfor indlysende en rigtig god metode.

I nogle af Sally Manns billeder ses, hvorfor bevægelsesuskarphed også kan tilføre billedets udsagn væsentlige betydninger. Hendes landskabsbilleder er tilstande af tilstedeværelse og intimitet. Ikke påtrængende, snarere hviskende og kærtegnende.

De er smukke.

Det digitale fotografi sætter dagligt nye standarder for, hvad vi er i stand til med et kamera. Men uanset at antallet af pixels og zoom-muligheder vokser og vokser, så ændrer det intet ved vores måde at se på.

Eller gør det?

Hvem tør hævde, at de tager bedre billeder, efter at de slammede det gode, gamle, analoge filmkamera og anskaffede sig et digitalt drøn af et kamera?

Man tager flere billeder, og de er altid veleksponerede og skarpe, og farverne er så naturtro, at man skulle tro, at det var løgn. Hvilket det også er, for hvem har lige bestemt, at farverne ser ud, som de gør?

Men kvaliteten af fortællingen, udsagnet, du vil give videre?

Er det blevet bedre?

Sally Mann har meget at byde på. En af tingene er at minde os om langsomheden og stilheden.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce

Læs mere