Wilhelms billede

Slaget ved Dybbøl i 1864 skabte rammen om en af verdens første krigsfotoreportager. Fotografiet af Sønderborg efter bombardementet, der for alvor ødelagde den sønderjyske by 18. april 1864, viser resterne af en by, hvor civilbefolkningen blev slagtet på det grummeste. Tidligere krige er dokumenteret med tegninger og træsnit, så et fotografi som dette fra Sønderborg var på den tid fantastisk. Det vil jeg stadig mene, at det er. Jeg kan forestille mig fotografen stå med sit store kamera på stativ og eksponere i flere sekunder, måske flere minutter. Mange billeder fra den tid var derfor uden mennesker – eller opstillede, hvor folk blev bedt om at stå stille, fordi eksponeringstiden var så lang. Fotografer tog på den tid ud i marken med telte og trækvogne, fordi datidens teknik krævede, at glaspladen, som man fotograferede på, straks efter, at billedet var i kassen, blev fremkaldt. Det var en kompliceret såkaldt vådpladeproces. Billedet fra Dybbøl prydede Politikens kulturforside i fredags til en anmeldelse af Tom Buk-Swientys bog om slaget ved Dybbøl. Af billedteksten fremgår det, at den kongelige hoffotograf Peter Elfelt solgte stereoskopiske billeder fra krigen. Men hverken af anmeldelsen i avisen eller af bogen bliver man klogere på billedet eller kgl. hoffotograf Peter Elfelts arbejdsmetoder. Efter hurtig research har jeg fundet ud af, at Peter Elfelt er født i 1866 – altså to år efter at billedet er taget. Ergo: Den kgl. hoffotograf har ikke selv taget billedet. Louise Wolthers, der netop har skrevet en ph.d.-afhandling om historisk fotografi, ved, at fotografen, som tog billedet, hed Wilhelm Schrøder. Han startede som fotograf i København i 1854 og blev hyret til at fotografere i Dybbøl af en anden fotograf ved navn George Hansen, der også var fotograf i København. Først i 1865, altså året efter slaget ved Dybbøl, blev der indført en fotografilov om ophavsrettigheder, som gav fotografen eneret på sine billeder i fem år. George Hansen solgte billedet videre, som om han havde taget det. Senere solgte George Hansen hele sit galleri til den største af datidens fotografer, nemlig Peter Elfelt. Hans fødenavn var Lars Peter Petersen, men da han i 1901 blev udnævnt til kgl. hoffotograf, skiftede han navn. Han har uden tvivl været en rig mand, der kom i de rigtig fine selskaber. Peter Elfelt var en dygtig forretningsmand med god sans for at skaffe ophavsrettigheder. Wilhelm Schrøders fotografi fra Dybbøl var et af de mange fotografier, der havnede i Elfelts galleri. Den kongelige hoffotograf skulle åbenbart ikke selv stå midt på krigsskuepladsen, men nøjes med at høste anerkendelse, rettigheder og penge. Han lavede visitkortbilleder og stereoskopiske billeder, som han solgte til det bedre borgerskab i København. Det blev en stor underholdningsindustri, og Peter Elfelt var dygtig til at brande sit navn, både når det handlede om billeder, han selv havde taget, og når det var andres billeder, han havde købt. Men snu som han var, holdt han godt på sine rettigheder, når det gjaldt hans egne billeder i en tid, hvor der var store problemer med, at fotografer solgte hinandens billeder i eget navn. Wilhelm Schrøders krigsfotografi fra Dybbøl er også bevægende i dag – og tankevækkende i samme uge, hvor alle aviser er spækket med billeder af et nyt dansk mål for bomber, nemlig den danske ambassade i Pakistan. Uanset hvor mange der har haft fingrene i Wilhelm Schrøders værk og taget æren fra ham siden da, kan jeg stadig forestille mig Wilhelm stå der i infernoet med sit tunge udstyr og tage sit billede – måske for at minde os om, at vi er sårbare.