Når et fotografi består af ord

’Jump you fuckers’ står der på det primitive papskilt, som en mand stod med i Wall Street i New York.

’Spring, møgsvin’, lyder oversættelsen, eller det, der er værre.

Det var en rasende mands opfordring til de mennesker, han syntes var skyld i den finanskrise, som ikke alene florerer i USA, men over hele verden. Men det her handler ikke om finanskrisen, men om fænomenet ’tekst i billederne’.

For man kunne med nogen rimelighed indvende, at nærværende fotografi ikke er et fotografi, men en tekst. Og at det derfor skal bedømmes som sådan. Altså at fotografiet ikke kan vurderes som fotografi, men at det snarere skal udsættes for en tekstanalyse.

Det er selvfølgelig noget sludder, at et fotografi ikke er et fotografi. Alene af den grund, at vi vælger at definere et udtryk som dette som et fotografi.

Men, men, men. Hvad der til gengæld også er sikkert, er, at man ikke bedømmer kvaliteten af billeder med et tekstudsagn som et fotografi, altså om det er skidt eller godt, man bedømmer udelukkende billedets tekst – og forstår man teksten på billedet, er det godt, forstår man ikke teksten, så er det skidt.

I sidste uge skrev jeg om farve og/eller sort-hvid fotografi. Og talte om den visuelle støj, som farver kan sende ind i afkodningen af det enkelte billede. Det samme gælder med bogstaver, ord eller hele sætninger. De virker nemlig som magneter på vores øjne, når vi ser et billede.

Vi vil så gerne læse teksten, for det er vi opdraget til. Et fotografi taget i en gade med butikker bliver let et fotografi af butikkernes navne eller de reklamer, der ofte fylder gadebilledet.

For selv om billedet måske skal beskrive noget helt andet, trafiksituationen, bebyggelserne, eller måske skal vise et portræt af et menneske, der står i forgrunden, så kommer de ord, der følger med, uvægerligt til at dominere aflæsningen. Ordene stiller sig i vejen for det, som billedet egentligt handler om.

Tekst er lige så visuelt støjende, som farvesammenstød kan være det.

Med nærværende billede er det selvfølgelig meningen, at teksten skal dominere, og da billedet jo udelukkende formidler en tekst og et geografisk sted og ikke gør sig til af at være et fotografi, er det også svært at vurdere det efter nogle fotografiske principper.

Det er næsten ikke et fotografi, kun en dokumentation. Om den stiller vi intet fotografisk kvalitetskrav. Kun at det eksisterer.

Når der ikke er tale om affotograferingen af skilte, hvordan skal man da undgå, at ordene tager magten fra billedets egentlige udsagn?

Der findes mindst to brugbare metoder.

Den ene er at undgå teksten, hvilket indlysende stiller store krav til billedets udsnit og komposition.

Den anden er mere subtil og elegant, nemlig at beskære teksten. Så at sige at bruge den som formelement i sit billede. Skære bogstaverne midt over, halvere ordene, lave dem uskarpe. Bruge dem som kompositoriske elementer.

En tredje mulighed er, hvis det passer ind i den store mening med billedet, at lade teksten, facadeskiltene, reklamerne eller hvad det nu er, indgå som en del af billedets eget udsagn.

Det kræver en grundfæstet tro på, at læseren af billedet også er i stand til at læse tekst. Og hvem ved, om de kan det?