For i Fotografiets Univers findes der 5-6 temaer. Det er for eksempel fotografens rolle under optagelserne, hvad betyder fotografens blotte tilstedeværelse, eller, hvis man tror på, at alt er fotograferet, hvordan kan vi så fortælle den samme historie på en ny måde, eller, hvorfor er alle fotografier ikke i farve?

Verdens første fotografi er fra 1826, men allerede omkring 30 år senere blev det første farvefotografi lavet. Selv om farvefotografiet altså har mange år på bagen, bliver det først i slutningen af forrige århundrede tilgængeligt for menigmand.

Det sker i takt med, at fotografiapparatet bliver hvermands eje, og at industrien formår at massefremkalde og -kopiere billeder efter farvenegativer. Fra 1960’erne og fremefter bliver de sort-hvide billeder i familiernes fotoalbummer afløst af farvefotografier. Og sådan har det været lige siden. I hvert fald på amatørfronten.

Men i den professionelle verden er det ikke så ligetil. Her veksles der imellem farve og sort-hvid. Og det er ikke engang sådan, at valget bestemmes af genrer. Både i kunst-, reklame- og dokumentar/reportage-fotografiet skiftes der frem og tilbage.

Bliver et billedets udsagn mere ’ægte’, fordi det er i farve? Bliver det lettere at aflæse? Er sort-hvid bedre til at skildre følelser? Skal alle sultne negerbørn altid fotograferes i sort-hvid? Er sort-hvid ikke gammeldags? Det er nogle af de naturlige, og nødvendige, spørgsmål, der melder sig.

Et fotografis aflæselighed har selvfølgelig med dets form at gøre. Livet er i farve, men når vi er midt i det, så afkoder vi automatisk den visuelle støj, de mange farver indbyrdes skaber. Det gør et kamera ikke.

Det optager dem for at viderebringe dem. Og når billedet skal aflæses, opstår en anden situation, end hvis man så ’billedet’ live, for på fotografiet er det visuel støj – farver – der blokerer for afkodningen og måske endda taler imod selve billedets indhold (spraglet farverig afrikansk påklædning til en trist begravelse, og husk, at vi læser med en hvid, europæisk baggrund).

Ved at sortere farverne fra fjerner man ofte et forstyrrende lag i billedet. Meningen med billedet bliver så at sige tydeliggjort. Billedet bliver renere. Nogle fotografer sværger til det, fordi de finder det mere æstetisk. Smukkere end al den farvelade, et farvefotografi ofte er.

Negerbørnene? Farveforvirringen er én ting. Men da fotografi er et opgør og en balance imellem lys og skygge, opstår der ofte problemer i Afrika. Lyset er hårdt og kontrast fuldt. Det er simpelthen lettere at håndtere stærke kontraster i sort-hvid.

Endelig er der traditionen. Tydeligvis er vi forståelsesmæssigt langsommere til at omstille os, end udviklingen bevæger sig. For i dokumentar/reportage-fotografiets historie er der en tradition for det sort-hvide udtryk. Mere seriøst, mere dybdeborende? Eller bare bestemt af tekniske muligheder? Svarene er både ja og nej.

Skal vi blive ved med at se på det dér sort-hvide hængemulefotografi? Hvad med, om fotograferne lærte at fotografere, at se, i farve? Det må da være deres opgave at foretage ’farveudrensningen’? Og diskussionerne om det? De fortsætter.