Den kiksede politiker

Resultatet af et folketingsvalg, eller som her, ministerudskiftninger, afstedkommer altid et nøje fastlagt handlingsmønster. Afgående ministre skal sige farvel til dronningen og nyudnævnte goddag. Så skal de nye præsenteres for omverdenen, det vil sige pressen og nogle tilfældigt fremmødte, og det foregår altid på Amalienborg Slotsplads. Derefter er der et par timer senere overdragelsesreceptioner i de berørte ministerier. Her hældes der vand ud af ørerne, roses og hykles, og det hænder, at der knibes en tåre. Sjældent af glæde, det kunne der ellers nogle gange være rigtig god grund til, når man så, hvem der blev verfet ud ad døren. Afskedstale og velkomsttale. Skål – og så skal man give hinanden en gave. Det skete også, da Lene Espersen forleden overdrog Justitsministeriet til Brian Mikkelsen. Hun forærede ham en politikasket. Der findes billeder af politikere, som ikke alene har brændt sig fast på vores nethinder, men som også har haft store konsekvenser for den afbildede politiker. Et af eksemplerne er billedet af daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen iført cykelhjelm. Og ikke alene iført cykelhjelm, men iført en cykelhjelm, der tydeligvis er flere numre for lille. Det var flere år inden, nogen havde tænkt på, at man måske kunne forsøge at designe cykelhjelmene, så man, trods alt, ikke lignede en total idiot, når man knaldede den på toppen af sit kadaver. Dengang lignede man under alle omstændigheder en idiot, og billedet af Nyrup med hjelm på må have sat salget af cykelhjelme i stå. For han så virkelig ikke smart ud. Nærmest på sekundet blev billedet af ham og den famøse hjelm synonym med hans til tider noget kejtede fremtoning og periodiske træden sprogligt vande. Det var uretfærdigt, at han blev latterliggjort, men man kunne ikke se det billede, uden at man syntes, at han var til grin. Et billede som dette har en kraft, der på nærmest mytisk vis rækker langt længere end sit eget begrænsede udsagn. Det viste trods alt kun en mand med en hjelm på hovedet. Intet andet. Men vi glemmer det aldrig, for i vores erindring forestiller det noget helt andet og langt voldsommere. Om man kan lide det eller ej, så blev det til en karakteristik af en mand og hans gøren og laden. En karakteristik som han aldrig formåede at smyge af sig. Se, det vidste Brian Mikkelsen godt, så han skulle ikke nyde noget. Så da han fik overrakt politikasketten af Lene Espersen, hviskede hun noget med, at han vist ikke behøvede at tage den på. For også hun vidste udmærket, hvilke fatale konsekvenser et billede med en dårligt siddende hat kan afstedkomme. Alligevel tog Brian Mikkelsen den på, i cirka et sekund, men først efter at have vendt ryggen til fotograferne og andre, der var samlet i rummet. Man kan måske tale om en kollektiv politiker-billede-hukommelse, fordi fotografiet virker så stærkt på os, og fordi billeder er lette at huske. Meget lettere end ord, hvilket fremgår dagligt, når man nogle gange føler, at den ene politiker gentager den andens vrøvl.