0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

'Bondetoget'

GRARUP JAN
Foto: GRARUP JAN
Klummer
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Klummer
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Da de russiske styrker for 14 dage siden gik ind i Georgien, steg adrenalinet hos en bestemt gruppe af fotografer.

Det er det hold, som rejser rundt i verden og fotograferer krige, naturkatastrofer og andre ulykkelige begivenheder. Når jeg skriver ’hold’, er det en tilsnigelse, for de har som sådan ikke noget med hinanden at gøre, de møder bare hinanden igen og igen og igen.Jeg talte med Jan Grarup, da han og journalist Vibeke Sperling var ankommet til Georgien, og spurgte, hvem der ellers var i landet af pressefolk. Jan begyndte at remse navne på fotografer op og sluttede: »Vi mangler kun den skøre italiener, men ellers er hele bondetoget her«.

’Bondetoget’ består af freelance fotografer, som er løst tilknyttede magasiner eller bureauer eller er hyret specielt til denne ene opgave, og så de fastansatte fotografer. De arbejder f.eks. for Associated Press eller Reuters eller er måske udsendt sammen med en journalist for en avis eller et magasin. Og det er ofte de samme fotografer.

Ved årets World Press Photo kan man se resultatet af denne gruppes flakken fra begivenhed til begivenhed. Og ikke alene kan man se, at de har været samme sted, man kan også nogle gange se, at de har stået ved siden af hinanden og fotograferet. Og bogstavelig talt taget det samme billede. Det sker, fordi der er tradition for at følges ad, og tradition for at hjælpe hinanden. Man lejer biler og ’fixere’ sammen. En ’fixer’ er et menneske, som bor i området, og som er i stand til at skaffe en bil, formidle kontakter og tale sproget. Fotografen ved godt, hvilke to ting man specielt skal se efter. Nemlig ’fixeren’s øjne, for han skal kunne se godt, og så bilens dæk. For er de nedslidte, er der garanteret også andet i vejen med bilen.

Ofte er det alt afgørende, om det lykkes at skaffe en god ’fixer’. Ikke kun, når det handler om at kommunikere med hinanden, men også når det handler om at opnå den størst mulige sikkerhed. At være ’fixer’ er også et job, som kan være indbringende, og det er selvfølgelig, fordi kravet fra redaktionerne hjemme er stort. Det lyder ganske enkelt: »Skaf billeder!«. Derfor er det nogle gange ’fixeren’ selv, der sætter sin pris.

På redaktionerne hænger vi så, med det ene øje spejdende efter avisens deadline, og med det andet skævende til en eventuel tidsforskel. Er krigen/jordskælvet/bomben/sportsbegivenheden sket østpå, er de foran, er det vestpå, er de håbløst bagefter. Heldigvis er OL en fredelig begivenhed, men de seks timers forskel eksemplificerer meget præcist dilemmaerne og problemerne for den trykte avis. For når Politikens sidste side bliver afleveret ved 22-tiden, så er klokken 04 i Beijing den kommende dag, og der er kun ganske få timer, til dagens konkurrencer begynder.

Når du sætter dig ved køkkenbordet klokken halv otte og slår op på sporten, er de begivenheder, du kan læse om, måske nogle, der fandt sted for næsten 24 timer siden.

Når mange fotografer er sammen, sker det, at de opfører sig underligt.

Det er, som om den enes opførsel let smitter af på den andens, og pludselig står de i en stor flok og fotograferer det samme. Sikkert af angst for at gå glip af et godt motiv, for hvorfor står der ellers nogen og fotograferer?

Jan Grarup var alene, da han forleden tog billedet af de tre små indsvøbte babyer. Heldigvis.

Bliv en del af fællesskabet på Politiken

Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Prøv nu

Annonce

Læs mere