Måske er du lige kommet hjem fra ferie.
Måske er det du det stadig på ferie, mens du læser dette. Næsten helt sikkert er det, at du på din ferie har skudt hundredvis af billeder med dit digitale kamera. Men hvad sker der med billederne, når du kommer hjem? I denne sommer har jeg vanen tro besøgt alle de loppe- og kræmmermarkeder, jeg er kommet forbi på min vej. Men som noget nyt har jeg ledt målrettet efter to ting: gamle kameraer og fotoalbums. Ideen opstod, da jeg i foråret fandt et gammelt album med fotoet, du kan se her ved siden af. Det er en del af en samling billeder taget over tre år. Fra 1970 til 1973. I denne periode har menneskene på billedet besøgt – og hold nu fast i datidens bordkant – Bulgarien, Tyrkiet, Monastir, Rhodos, Gardasøen, Venedig, Verona, Barcelona og ... Fiolstræde. De mange rejser er inddelt i sirlige bunker og har hver fået sin lomme i det lille blå album. Bag på det sidste billede i hver bunke er skrevet land, måned og år. Intet andet. Ingen navne, nærmere stedsangivelser eller kommentarer. Umiddelbart kan det lyde som en særegen hobby at kigge på fremmede menneskers ferieminder, men der gemmer sig mange fantastiske billeder og historier i det lille blå album. Helt konkret kan man se en dansende bjørn på gaden i Bulgarien, æselkærrer i Tyrkiet, og at prisen på agurker i Fiolstræde anno 1973 var tre kroner. For to. MANGLEN PÅ information om billederne sender også tankerne på en mere ukonkret vandring. Hvem er den lille dame med de spidse briller og de farvestrålende kjoler, der dukker op på mange af billederne? Hvorfor rejste de så meget? Hvem er den unge kvinde med barnet? Datteren? Hvorfor var hun kun med på én ferie? Hvorfor slutter billederne i Barcelona i 1973? Alt dette kan man sidde og brygge videre på, mens man bladrer. For mig er det bedre end den bedste roman. Det hyppigste spørgsmål, jeg har fået, når jeg har vist albummet til andre, er ’hvem sælger dog sit fotoalbum?’. Svaret er tankevækkende og nedslående. Ifølge sælgeren på loppemarkedet var fotografierne en del af et dødsbo. For det, jeg havde i lommen (34,50), blev jeg ejer af to menneskers minder fra tre års ferier. Tænk, at ingen kunne bruge albummet. At ingen ville gemme minderne. ET STED på Fyn fandt jeg et gammelt Kodak Instamatic, hvor filmen stadig sad ufremkaldt i kameraet. Her var der tale om mere traditionelle billeder. Baby i badekar på køkkenbordet, familiefest og den slags. Men her er der også en anden slående ting. Der er kun blevet fotograferet ved ganske særlige lejligheder. Og helst kun et billede fra hver begivenhed. Fremkaldelse var en bekostelig affære, og ikke noget, man sådan bare lige gjorde. I den digitale tid, vi lever i i dag, hamres der billeder af. Aldrig har så mange taget så mange billeder. Og aldrig har det været så billigt – når først digitalkameraet er købt, er det i store træk gratis. Men hvor bliver de af? Nogle gemmer dem på harddiske, mens andre publicerer dem på nettet. Her vrimler det med billeder i millionvis. Men måske devaluerer den enorme mængde af digitale fotografier vores forhold til billeder? Hvordan skal vi mindes og tænke tilbage på den følelse, vi havde i kroppen lige netop i det splitsekund, hvor udløseren blev trykket ned, når billederne flimrer og flyder sammen på skærmbillede efter skærmbillede. VI BRUGER fotografiet til at fastfryse virkeligheden. Til at huske og til at mindes. Fotografierne i det blå album er lige netop det. De er billeder af det, fotografen fandt vigtigt at huske. Bjørne, æsler, en dame med slør, Sukkenes Bro i Venedig, en tur i Fiolstræde med barnebarnet. Men vigtigst af alt: De er bevaret på papir. Derfor: Tag billeder på livet løs. Tag billeder af stort og småt. Gerne mange. Men gør dig selv og eftertiden den tjeneste at få de vigtigste ud på papir, så de eksisterer. Det er dine minder, og de er (også) spændende at kigge på om 40 år.
