Journalister skal fægte med åben pande.
Vi kan ikke lave skarp journalistik om samfundet uden at stå frem med navns nævnelse. Hvordan i alverden kunne Politiken så i den forløbne uge trykke fotografier af kvinder på gaden i København og hænge dem ud som prostituerede, når fotografen dækkede sig under den feje varedeklaration ’Foto: Politiken’? Meningen med artikelserien var at dokumentere, at afrikanske kvinder, der trækker på flisen, ofte er handlede sexslaver. Artiklerne tog udgangspunkt i en bestemt kvindes beretning – vi kaldte hende Lisa – og det er ikke nogen overdramatisering at fastslå, at bagmændene meget gerne vil vide, hvor Lisa er nu. For Lisa er gået under jorden – hun vil ud af bagmændenes voldelige greb. Hun er selvfølgelig bange, og fotografen fik kun lov at tage et billede af hendes hænder, intet andet. Og som fotografen siger: »Når jeg ikke ønsker mit navn frem, er det ikke kun af hensyn til min egen sikkerhed. Men også af hensyn til Lisas. Hvad nu, hvis bagmændene opsøgte mig og tvang mig til at røbe Lisas skjulested?«. Derfor.
