Hvad er det værd?

To kister med israelske soldater blev forleden på grænsen til Libanon byttet med fem medlemmer af Hizbollahmilitsen og – som det udtrykkes – resterne af 200 arabere dræbt af israelerne, da de forsøgte at infiltrere det nordlige Israel. På hvilken vægt er alt dette vejet? Der tales om, hvem der har tabt, og hvem der har sejret – imens kommer billederne ind fra billedbureauerne i en lind strøm. Skal man tage de indkommende billeder som udtryk for, hvordan de implicerede parter opfatter deres situation, er der ingen tvivl om, at Hizbollah ser sig selv som vinder: Plakater med portrætter af de løsladte fanger hænges op i Beiruts gader. Byen udsmykkes, og der bygges en scene, som skal danne rammen om den ceremoni, der skal markere hjemkomsten. Bureauet AP udsender et billede uden fotografnavn, hvor de frigivne fanger iklædt militæruniformer entrer denne scene og symbolsk gennembryder en række opstillede tremmer. I spidsen for gruppen ser vi Samir Kantar, der har siddet i israelske fængsler i 29 år. Han var idømt flere gange livstidsfængsel for at have myrdet en politimand, en anden mand og dennes datter. Kantar har armen strakt ud i, hvad der kan ligne en nazihilsen. Der er også et billede, hvor de frigivne fanger storsmilende bliver hyldet af Hizbollahleder Hassan Nasrallah. De har sejret. Hizbollah iscenesætter denne begivenhed, og medierne ser på. Jeg ser et billede af 11 Røde Kors-lastbiler med anhænger, der transporterer 200 døde arabere fra Israel til Libanon. I to år har israelske Shlomo Goldwasser levet med uvisheden om sin søns skæbne. Onsdag er han fotograferet, hvor han eftertænksom står omringet af pressefolk. Få timer senere kommer hans søn hjem, i en sort kiste. Torsdag ser vi Ehud Goldwassers sørgende enke begrave sin mand. Hvis vi spurgte hende, om denne byttehandel var det værd, hvad ville hun svare? Israel har et moralsk ansvar for at få sine soldater hjem, siger den israelske premierminister, Ehud Barak. Men lægger ikke skjul på, at prisen har været høj. Har det været det værd? Når jeg vælger netop dette billede til at illustrere denne udveksling, hvilket signal sender jeg så? Hvorfor vælger jeg ikke billedet af den sørgende enke? Eller de 11 lastbiler? Vil det i sidste ende gøre nogen forskel, når det kommer til folks sympati eller antipati? Dette billede er ikke iscenesat af nogen fotograf, det er et stykke virkelighed koreograferet af de implicerede for at sende et signal. Hvordan du vælger at modtage det, er op til dig. Efter at have besøgt gravstedet for Hizbollahlederen og martyren Imad Mughiyehs, der ifølge Hizbollah blev bombesprængt af israelerne, udtaler den frigivne Samir Kantar, at han intet fortryder, og at han vil fortsætte ad den samme vej som Hizbollahlederen med henvisning til hans martyrstatus. I Israel udtaler en højtstående kilde: »Vi finder ham og myrder ham«. Er det det værd?