Men det gør jeg, skriver om Vild med dans. Eller nærmere bestemt mediernes rolle, det er også os, i det grasserede, idiotiske og fordummende hysteri, som det er lykkedes producenten at stable på benene. ’It takes two to tango’, for man kan ikke skændes alene, synge i kor solo, blive gift eller skilt, hvis man er alene. Og man kan ikke skabe opmærksomhed om et tv-program, hvis der ikke er medier, man kan få til at hoppe på krogen. Men det kan man altså så let som ingenting. Ikke i ugevis, men i månedsvis har Vild med dans-folkene formået at få omtale. Og de skød gulvkalven, da Anne-Mette Rasmussen, som ikke er en hvilken som helst Rasmussen, men Fru Statsminister Anders Fogh Rasmussen, sagde ja til at danse med. Bevæggrundene til, at hun stiller op i programmet, har der været gisnet op og ned ad stolper om. Er det en genial mediestrategi koreograferet i statsministerkontoret, eller er det en kvindes lyst til at træde ud af sin mands skygge, der gør sig gældende? Vi ved det ikke, men én ting er dog sikker, nemlig, at hendes deltagelse selvfølgelig er sanktioneret af hendes mand – og dennes embede, statsministerposten. Måske føler Anders Fogh Rasmussen sig så sikker i sadlen, at han er ligeglad med, om der skulle komme nogle mindre skår i statsministerfernissen? Efter devisen, at dårlig omtale er bedre end ingen omtale. Måske er det rigtig godt for ham, at der skrives om hans kones bedrifter på dansegulvet, frem for f.eks. integrationsminister Birthe Rønn Hornbechs løgne i Folketinget? I mange magasiner verden over er det en anerkendelse, en påskønnelse og ofte en ære at komme på forsiden af et magasin. Med et billede af sit ansigt, vel at mærke. Man har af en eller anden grund gjort sig fortjent til at hænge der på forsiden og blive set af hundreder af tusinder, ja, millioner. I Danmark taler vi om helt andre størrelsesordener, og Politikens Magasinet kan såmænd ikke engang købes i løs vægt. Hvis du vil se det, må du købe hele pakken, altså hele søndagsavisen. Og der skal såmænd nok være en del læsere, som aldrig når ned i bunken til Magasinet. Er du en af dem, som når til Magasinet, kan du se nærværende forsidebillede af Anne-Mette Rasmussens sko. Det er også en slags portræt. Hvordan hun ser ud, sådan oppe i hovedet, kan du se på forsiden af avisen, men også inde i Magasinet. Politiken er selvfølgelig ikke det første medie, der har et interview med fru Rasmussen. Ja, vi er måske et af de sidste, hvilket måske kan ses som et resultat af den ambivalens, der nogle gange kan anes i de redaktionelle diskussioner, der finder sted på bladet. En diskussion, som jeg tror finder sted på alle medier, og som basalt handler om, hvem, hvad, hvor meget og hvornår nogen eller noget skal i avisen. Eller ikke i avisen. Vi har måske de politikere, vi fortjener, og måske har vi også de tv-programmer, vi fortjener? Men når man ser nogle af de danske mediers totale amokløb i forbindelse med Vild med dans, så er jeg ikke sikker på, at vi har de medier, vi fortjener. Eller måske går hele øvelsen ud på at se, hvor dum man kan gøre en hel nation, og hvor lang tid det tager? Nå, jeg må ud og sætte plader for vinduerne …