Så er samtalen de næste timer sikret. Og det er den selvfølgelig, fordi vi alle har en mening om, hvordan vores liv styres og former sig. Er det fastlagt ned til mindste detalje af en højere magt, som opererer på egen hånd og uden vores indflydelse?
Er vores livsbanes skæbne bestemt, eller har vi en fri vilje, der betyder, at de valg, vi træffer, virkelig er truffet af os selv, og ikke er reaktioner fastlagt af andre; af ’den’ eller ’dem’?
Om det er det ene eller det andet, kan jeg vitterlig ikke svare på, men hvis man har lyst til at kaste sig ud i et eksperiment, så kunne man i et stykke tid afprøve teserne ved at slå plat eller krone.
Hver gang der er to muligheder at vælge imellem, så kunne man lade valget bestemme af plat eller krones tilfældighed. Hvis man tør.
Hvad jeg til gengæld godt tør mene noget om, det er pressens afhængighed af det allerede bestemte og fastlagte. For i denne sammenhæng er der desværre ingen tvivl. For eksemplerne på, at vi lader os voldbolle på det skammeligste, er mange.
Det sidste – og også et af de ’reneste’ af slagsen – fandt sted i torsdags, da Carlsberg blæste i alle elefanttrompeterne og hidkaldte den samlede presse til at overvære, hvordan man bryggede det sidste øl på Carlsbergs anlæg i Valby.
Tak skæbne, vi vibrerede af spænding og drog i samlet flok til Valby Bakke.
Det, der på fantasistadiet svømmede over af et sammensurium af billeder forestillende gamle brygger Jacobsen i fuld sving, pulsende kolonner af skummende friskaftappet øl, og en glans af storhed og schwung, viste sig i realiteternes verden at være en mand, der sad foran en computerskærm. Omgivet af en kødrand af filmende og fotograferende lejesvende. Os.
Jeg ved ikke engang, om man skal beklage, at vi også røg i potten, men det var med en flov smag i munden, at jeg efterfølgende måtte konstatere, at vi endnu en gang havde været et villigt redskab i nogle andres hænder.
Jeg mener, hvor mange reklamekroner skulle Carlsberg havde brugt for at få sendeflader i tv udfyldt, radioen klistret til og billeder og omtale i den trykte presse? Rigtig mange.
Den kloge narrer den mindre kloge.
I dette eksempel kunne det ikke undgås at blive voldsomt synligt, men der findes masser af eksempler, hvor politiske rådgivere eller informationschefer i store firmaer formår at kamuflere deres interesser i deres iver efter at få omtale.
Nogle gange opdager vi først efterfølgende, at vi ikke var de eneste, der blev hevet rundt ved næsen.
For pludselig kan vi læse i andre aviser eller se i tv, at det, vi troede var noget, kun vi fik del i, også er blevet kastet ud til andre. Måske med en lille drejning, men alligevel det samme.
Det er ikke underligt, at vi bider til bolle, når lejligheden byder sig.
Vi skal på godt og ondt have til både nettet og i spalterne. Men måske burde vi nogle gange holde en timeout og se hinanden dybt i øjnene.
For diskussionen om, hvem der bestemmer over hvem, er god at tage med jævne mellemrum.
