Jeg fortalte lidt om udstillingen og viste dem nogle af mine favoritbilleder.
Da jeg spurgte dem, om der var nogen billeder, de ikke kunne lide, pegede en af dem på nærværende billede og sagde: »Det der kan jeg ikke lide, fordi lyset er så kunstigt«.
Hun kan sgu selv være kunstig, tænkte jeg, mens jeg prøvede at oversætte, hvad det var, fotografen havde gjort – og hvorfor.
Men hun havde fuldstændig ret, og det var godt set, for lyset er kunstigt på Jean Revillards billede af en hytte bygget af plastik og grene af afrikanske immigranter, som i skovene omkring Calais i Frankrig venter på at få chancen til at flygte til England.
Det er selvfølgelig kunstigt, fordi fotografen har brugt flash. Ikke bare én, men mindst to har han stillet op, så hytten belyses fra mindst to sider. Ydermere har han lagt eksponeringen højere end det naturlige lys, hvilket automatisk gør omgivelserne rundt om hytten mørkere end selve hytten.
Han har altså forsøgt at fremhæve sin fortælling ved hjælp af en simpel teknik. Ved at fokusere lyset og dermed tvinge vores øjne et bestemt sted hen, propper han så at sige sin mening med billedet ned i halsen på os. Men det gør ikke noget, for meningen er god nok.
Det er simpelthen en væsentlig historie at fortælle, for antallet af mennesker, der gerne vil fra den fattige del af verden ind i vores rige del, er stigende i disse år.
Vi ser billeder af mennesker, som er druknet i deres forsøg på at flygte fra Afrika, eller vi ser billeder af dem, når de er nået frem.
På Jean Revillards billeder af hytterne i Calais ser vi ingen mennesker. Det behøver vi heller ikke, for billederne er et eksempel på, at de spor, menneskene efterlader sig, ofte gør et stærkere indtryk, end hvis vi så selve mennesket.
Men er mennesket ikke altid den stærkeste historie? En krop, et ansigt? Både ja og nej. For det handler om præcision. Eller manglende. En tilstedeværelse af noget er jo ofte et fravær af noget andet. Om ikke andet så i vores koncentration.
Man kan fotografere så præcist, at det, man vil fortælle, dør i sin egen præcision. Et fotografi kan blive for færdigt. For velmenende og insisterende.
Eksempler på det insisterende fotografi ses i nogle teatres pressebilleder. For nogle teatre er så opsatte på at vise os, at skuespillerne skam kan spille komedie, i stedet for at fortælle om den stemning eller tilstand, teatret gerne vil have, at vi som tilskuer skal komme i.
Det ville ikke have lagt yderligere til fortællingen på billedet fra Calais, hvis der havde stået en sort mand foran hytten på billedet. Måske endda tværtimod, for så havde vi naturligt nok koncentreret vores blik og dermed vores interesse om personen.
Som person, og som portræt af lige netop den mand. Og det er tydeligvis ikke det, fotografen ønsker.
Han ønsker at gøre præcis denne hytte til symbol på hele verdens hytter lavet af plastik og beboet af mennesker, der flygter fra deres hjemlande, fordi livsbetingelserne så at sige er holdt op med at være til stede. Og den fortælling lykkes fremragende.
Fordi lyset er kunstigt.
