Hvor morsomt er det at se en kænguru fare af sted med ild – ikke i røven, men i halen?
Er det overhovedet morsomt, når man ved, at næsten 200 mennesker er døde, og 7.000 menneskers huse er brændt væk i enorme brande i Australien?
Jørn Villumsens tegning i Politiken onsdag har fået rigtig mange mennesker til at reagere. Vrede, raseri og skuffelse har været de følelser, der har kendetegnet henvendelserne, både dem, der er kommet på skrift, og de telefoniske. Vi er gået langt over stregen, og det er udtryk for ekstremt dårlig smag, når vi i en tegning gør os lystige over en så stor menneskelig katastrofe, som brandene i Australien er.
Jeg kan sagtens forstå de læsere, der har kontaktet os, men jeg er ikke enig. Protesterne rejser jo (igen) den grundlæggende diskussion om, hvad en bladtegning skal kunne, må kunne og få lov til at kunne. For at tage det bagfra: Det letteste ville være, hvis vi havde en lille trojka, for eksempel et organ nedsat til lejligheden, eller en chefredaktion, som skulle godkende alle tegningerne fra Politikens tegnere. Med det formål at frasortere tegninger, som kunne tænkes at genere nogle af læserne. Det ville sikre en lind strøm af upersonlighed og ligegyldighed fra tegnernes side, for de ville lige så stille rette ind efter den til enhver tid herskende mening.
Upersonlighed er det modsatte af et personligt udsagn. Og en tegning er et udsagn baseret på en tanke og et forsøg på at oversætte en problemstilling til et ordløst medie. Mere eller mindre, for der følger altid enten en undertekst eller et udsagn med i selve tegningen. Men grundlæggende er tegningen tegnerens frie oversættelse af en ide og en tanke. Den tanke kan ikke spærres inde, for så er der ikke nogen frie tanker længere, og hvis der ikke er det, er der ikke et skatkammer af fantasi, indfald, associationer, overvejelser og løse indfald. Som ender med at blive til streger på et papir.
Tegnerne på Politiken formår ofte at spidde døgnets dagsorden med en hårfin øjenåbner af en tegning. Og vi lader dem få lov til at gøre det, fordi den personlige tegning kan noget helt andet end traditionel journalistik kan og skal kunne. Traditionel journalistik skal berette, spørge ind til og give videre. Den skal ikke i sin grundsubstans mene noget.
Tegningen er, når den er bedst, åndehullet, hvor det usagte bliver fortalt. Hvor det usete, oversete og forbudte får lov til at komme frem i dagslyset.
Tegningen er en fabulering over en virkeligheds tilstand, aldrig en faktuel sandhed om den begivenhed eller den person, den fortæller om.
Muhammedkrise, Per Marquard Otzens tegning for nylig, hvor der drages en parallel mellem Anden Verdenskrig og Israels behandling af befolkningen i Gaza. Og nu en kænguru med ild i rumpetten. Gik Jørn Villumsen over stregen? Var det nu nødvendigt at gøre sig morsom på andres bekostning? Det kan man diskutere, men efter min mening kan man ikke diskutere, om den skulle have været bragt.
For havde censurkomiteen slået til her, hvor havde den så slået til næste gang? Hvem trækker grænserne? Hvad hvis nogen havde kasseret tegningen, første gang Roald Als kom med Fogh i hulemandsdragt? Fordi den kunne genere Fogh eller læserne? Hvilken fattigdom.
