Hun ligner en klump bolledej

»Hun lignede en pædagog fra Rødovre« – sådan lød en af tidligere tiders mest brugte visuelle beskrivelser af en kvinde i kategorien: almindelig. Hende kan jeg godt se for mit indre øje. Lige så forfriskende det er, at en journalist eller anmelder bruger sproget til at skabe indre billeder, lige så svært er det. Det visuelle sprog, der skaber associationer, vækker følelser og skaber oplevelser, kan let blive både søgt og klicheagtigt. Når det virker, er det en oplevelse. Ord kan pirre sanserne, og selv om en vinanmelder bruger visuelle ord til at pirre lugtesansen, er det lidt morsomt at forestille sig, hvilken heksebryg, en vinanmelder har haft næsen i, når han beskriver vinens duft og smag med ord som ’blyantspids’, ’tobak’, ’læder’ og ’tjære’. X Factor-dommer Thomas Blachman er min nye helt. Ikke nok med at han ved, hvad han taler om, han kan også udtrykke det i billeder. Han kan sende et håbefuldt sangtalent hjem med en beskrivelse af, at det, han netop har hørt, er terror og minder ham om, når man i skolen kørte neglene ned ad tavlen ... Hvor ville jeg ønske, at jeg næste gang, en kollega bad mig om at kommentere sit fotografiske arbejde, kunne sætte billeder på sproget. Teknisk tale om fokus, framing (beskæring) og kontrast – hvor kedeligt kan det blive? Jeg kan da godt prøve at være lidt sprogligt dristig som for eksempel: »Hvor var du henne, da du tog det billede?« Indikerende, at der måske mangler lidt nærvær. Men derfra og til at være visuel i sit udtryk, når eksempelvis et billede skal beskrives, er der langt. Fotografiets svar på musikkens Blachman, herværende fotochef Per Folkver, kommenterede engang, mens han med energiske skridt passerede mig, et portræt jeg havde lavet – af en kvinde: »Kunne du komme til for dit eget lem?«, spurgte han. Hvilket jeg selvfølgelig kun kunne tage som udtryk for, at chefen mente, at portrættet var godt, og at jeg havde udvist en grad af tilstedeværelse. Kan man lære at tale og skrive det visuelle sprog? Jeg tvivler. Enten har man det, eller også har man det ikke. Det skal nu ikke forhindre mig i at prøve. Et af ugens mere fascinerende fotografiske tiltag stod Ekstra Bladet for, da de valgte at bringe et galleri af kvinder, der har været underlagt diverse plastikkirurgiske tiltag og behandlinger med botox – og hvor resultatet må siges at være blevet ... tvivlsomt. Når jeg i den forbindelse bruger ordet fascinerende, er det i ordets reneste betydning. Tag for eksempel skuespiller Sylvester Stallones mor, Jacqueline. Hvilket filter sætter hun op foran selverkendelsen, før hun ser sig selv i spejlet? Hun ligner en storesøster til den norske kok i Muppet Show. Eller måske ligner hun en klump uformelig bolledej i selv samme koks hænder? Hun ligner ... nej, glem det. Jeg tror, jeg i dette tilfælde, og i selverkendelsens navn, vil gøre brug af det gode gamle udtryk: »Et fotografi siger mere end 1.000 ord«.