Nettet skal ikke være en visuel skraldespand

Torsdag 19. februar klokken 11.51 blev nærværende billede af Anders Fogh Rasmussen og EU-kommissionens formand, Jose Manuel Barroso, lagt på Politiken.dk.

Det viser, at de to mænd har mødtes i Bruxelles, hvor Fogh gjorde et kort ophold for at diskutere det kommende klimatopmøde, som finder sted i København fra 7. december i år. Sandsynligvis diskuterede han også muligheden for et jobskifte.

Billedet havnede ikke i avisen, og godt det samme. For det er sandt for dyden et ligegyldigt alibi-billede. Altså et billede, som udelukkende bringes for at vise, at mødet faktisk fandt sted. Som om nogen ville være i tvivl om det, hvis der kun var en tekst uden et medfølgende billede.

Men på nettet kom det, og det handler disse få ord om. Nemlig hvordan vi, og andre medier, kan højne den visuelle standard på vores eller deres hjemmeside. Hvordan sikre, at noget af den kvalitetskontrol, vi synes, vi udøver på papiravisen, også finder sted på det hurtige, fleksible og aldeles uregerlige net?

Som er så nyt, set i et hvilket som helst tidsperspektiv, at intet er ’... som det plejer at være ...’, for Hr. og Fru Plejer er slet ikke opfundet på nettet, de dukker først op, når opkomlingen har smidt bleen, passeret den værste utålelige pubertet og forsøgsvis prøver at opføre sig som voksen. (Hvilket jo, som historien er fuld af eksempler på, ofte er dér, det for alvor går galt ...).

Hvordan sikrervi, at nettet ikke bliver en visuel skraldespand, hvor vi kan dumpe alskens skidt og ragelse, vel at mærke skidt og ragelse, som vi aldrig kunne drømme om at trykke i en avis? Hvor meget gossip og sladderjournalistik og fotografi skal vi sende ud til læserne, hvor meget sex og vold? For denne diskussion er selvfølgelig ikke kun en diskussion om form, men i høj grad også om indhold.

Det og mange andre spørgsmål diskuterer vi løbende. Ud fra den naive grundindstilling, at læserne af nettet har lige så stort et krav på visuel og indholdsmæssig kvalitet som dem, der betaler i dyre domme for det. Avisens abonnenter, nemlig.

Hvordan fårvi brugt vores egne fotografers gode arbejde bedst muligt? Hvordan får vi brugt billeder, vi får, finder eller køber udefra bedst muligt? Hvordan får vi taget ordentligt hul på hele det område, der hedder Multi Media, altså faste billeder kombineret med lyd, kombineret med levende billeder? Hvordan får vi tid og ressourcer til at kunne kaste os ud i det?

Nettet har indlysende nogle andre behov end papiravisen. Præsentationen af en nyhedsartikel, som læses på en computerskærm, kan ikke sammenlignes med, hvordan en trykt artikel ses og læses. Et billede set på en skærm, på et så hurtigt og foranderligt medie, som en netavis er, skal (måske) også kunne noget andet end avisens billede? Ikke at jeg bilder mig ind, at der er nogen, der udelukkende holder avis på grund af avisens billeder, eller går på nettet for at følge med i døgnet udelukkende for at se billeder. Og dog.

For hvorfor underkendefotografiets evne til at kommunikere hurtigere end noget andet medie? Hvorfor underkende, at folk tilsyneladende har fået mere travlt, end de havde tidligere, hvad der får mange til at synes, at de ikke har tid til at læse avis. Grundigt. Men at klikke sig ind på en avis’ hjemmeside tager ikke lang tid. Fjernsynet har sit ratinghelvede, hvor alt gøres op i seertal. Hvilket indlysende let kvæler alt, som ikke appellerer til den brede smag. Nettet har sit klikhelvede, hvor den umiddelbare succes aflæses på antallet af klik. Altså hvor mange læsere var inde at åbne siden.

Så en diskussion om form og indhold er også altid en diskussion om udbud, efterspørgsel og markedskræfter.