Når fotografer risikerer tæv

Nærværende billede var på Politikens forside i tirsdags og viser Blågårdsgade i København. Det er taget oppe fra en lejlighed på Nørrebrogade, hvor vi fik lov at komme ind.

Men inden dette billede blev taget, havde en journalist og en fotograf gået rundt på Nørrebro. De skulle samle indtryk fra kvarteret og ville gerne tale med beboere, butiksejere og forbipasserende. Selvfølgelig for at danne sig et indtryk af folks meninger og tanker om skyderierne, der har fundet sted. Og selvfølgelig for at kunne skrive, hvad de oplevede, og fotografere det, de så.

Efter fire timers rundgang vendte de tilbage til redaktionen. Det var med oplevelsen af utryghed, og journalisten, som er garvet i faget, kunne ikke mindes at have været et sted, hvor frustrationerne og risikoen for tæv hang så udvendigt på tøjet. Fotografen havde ikke taget ét eneste billede.

»Hvis jeg havde løftet mit kamera, havde de tævet os«, sagde hun.

’De’ er 2. G’erne, de unge andengenerationsindvandrere, som udgør den ene halvdel af de stridende parter. De stod i grupper på gadehjørnerne, og den ene gang nogle af de helt unge tilsyneladende gerne ville tale med journalisten og fotografen, dukkede straks en ældre fyr op og beordrede dem væk.

»I skal ikke tale med de nazisvin«, var ordren.

Derfor bad jeg om eftermiddagen to af Politikens andre fotografer om sammen at tage ud til Blågårdsgade. Ikke for at rode sig ind i tæsk eller det, der er værre, men for at tage et billede af gaden. Så vi i det mindste kunne vise, at den stadig ligger der, hvor den plejer at ligge. Ikke videre originalt, men dog et fotografi vi kunne lade følge den skrevne reportage.

Aftenen efter omringede en gruppe af 2. G’er en fotograf, som befandt sig på Blågårds Plads, og beordrede ham til at stoppe al fotografering på Nørrebro. Da han kørte derfra, kastede de sten på bilen.

TV 2 havde i sin tid en bodyguard med, så de var i stand til at filme på Nørrebro, ambulancerne tør ikke komme uden politieskorte – og fotografer og journalister risikerer tæsk, nærmest bare ved at vise sig. Det er skidt og desværre et alt for tydeligt tegn på, hvordan tingene har udviklet sig.

Først og fremmest er det resultatet af en idiotisk og total fejlslagen narkopolitik. Skabt af et politisk establishment, der lever i en selvskabt osteklokke af uvidenhed og ideologisk tåge. Det har resulteret i en tankegang, som i sin totale mangel på forståelse og fantasi har skabt den tro, at man kan løse problemerne ved at forøge politistyrken.

Det er ubegavet og tragisk, og vi burde holde op med at finde os i, at populistiske hovsaløsninger ikke følges op af kvalificerede bud på, hvordan man skaber et multietnisk samfund.

Kun mørkemænd og mørkekvinder tror på, at Danmark kan forblive et Hvidt Reservat.

Imens sidder vi her og overvejer, om vi skal købe skudsikre veste til journalisterne og fotograferne, udstyre dem med store håndfaste bodyguards, færdes sammen i store grupper eller bare blive væk?

Nej, vi skal ikke blive væk. Det ville først og fremmest være dumt, for ingen skal bestemme, hvor vi færdes. Så længe det er inden for lovens rammer. Og dumt, for hvordan skal vi så kunne fortælle om, hvad der sker?

Kæden er hoppet af, men det er ikke kun for nogle af de unge. De reagerer bare. Når kæden hopper af, er der altid gode grunde til det.

Det er ikke altid, at man selv kan sætte den på, nogle gange må man have hjælp, og heldigt nok, så er der altid nogen, der er bedre og klogere end én selv. De må gerne melde sig nu.