Dyr er mennesker, som er blevet dyr.

Hvis man skal fotografere et dyr, skal man ikke fotografere dyret – som om det var et dyr. Men som om det var et menneske. For hvis man tror, at dyret bare er et dyr, og derfor skal behandles som sådan, så tager man fejl.

Fotograf Miriam Dalsgaard har været i cirkus, og hendes billeder – og Kim Skottes ord – kan du se og læse i denne søndags kultursektion.

For nogle år siden besøgte jeg i Indien nogle elefanter og de mennesker, der ejede dem. Elefanterne red med turister, og jeg spurgte, om jeg måtte komme hjem og se, hvor dyrene og menneskene selvfølgelig boede og sov. Først havde tolken svært ved at forstå spørgsmålet, ville jeg ikke bare have en ridetur? Nej, jeg ville gerne se en elefant sove.

Så næste morgen, nærmest midt om natten, ankom jeg til elefantfolkenes sted. Det var mørkt, og ingen var endnu stået op. Langsomt vågnede både mennesker og dyr, og den daglige rutine med vask, madlavning og fodring begyndte. Børnene dukkede ét efter ét op, søvnige og langsomme. En mand viste mig stolt elefanterne, fortalte, hvad de hed, og hvor gamle de var.

Da vi kom til den største af dem, som var over 30 år gammel, lod den langsomt sin snabel glide op og ned ad mig. Hvem er du, syntes dens bevægelse og berøring at sige, mens den snusede til mig. Det føltes meget behageligt, ja, næsten intimt, og i det sekund kom jeg til at elske elefanter. Manden fortalte mig, at den nu ville kunne huske mig på min duft, så hvis jeg kom igen om mange år, ville den stadig kunne genkende mig.

Et andet år var jeg i Kairo. Hver dag tog jeg ud på det store kamelmarked, hvor kameler fra hele Afrika blev solgt. Jeg havde sat mig for at tage 1.000 portrætter af kameler. Ud fra ovennævnte filosofi, at en kamel bare er et menneske, der er blevet kamel, troede jeg, at jeg kunne gøre kamelernes ansigter nærværende og interessante.

Efter at have taget flere hundrede portrætter den første dag, sad jeg på hotelværelset og så alle billederne igennem. Og kedede mig noget så bravt. Enten var mine billeder usandsynlig dårlige, og det kunne sagtens være, eller også var min idé en af den slags ideer, som ved skrivebordet lyder som, ja, en god ide, men som, når den skal udføres, ikke har den fortællermæssige og visuelle styrke, der kræves. Eller måske var det simpelthen bare noget sludder, at en kamel er et menneske, som er blevet kamel?

At man nogle gange har lyst til at fotografere de mennesker, der ejer dyrene, som om det var dem, der var dyr, og ikke omvendt, er en anden historie. Bare prøv at se på nogle af de mennesker, der lufter deres hund. Ser man godt efter, kunne man godt få den tanke, at der har fundet en mutation sted. For det kan være svært at skelne mennesket fra dyret. De er smeltet sammen, går på samme måde og ligner hinanden som to dråber vand.

Den bedste måde at forstå og fotografere et dyr på, er at behandle det med samme respekt og forventning, som hvis man stod over for et menneske. Tænk, hvis man kunne overføre den tankegang til relationen ’menneske versus menneske’?