Der skal mod til at vade ud i en iskold sø

’It takes two to tango’, lyder ordsproget, og det er sandt, en rigtig god svingom kræver mindst to personers deltagelse.

Journalist Kim Faber havde mødt Finn Nørbygård og kunne derfor fortælle fotograf Martin Bubandt om samtalens omdrejningspunkter. Derfor sendte fotografen en sms til Finn Nørbygård – dagen inden de skulle mødes. Martin skrev, at han gerne ville tage nogle billeder, som ikke var »så avisagtige, men mere filmiske«, og at de gerne måtte »vise en vej ud af mørket«, beskrive kontraster, måske noget med at komme op af vandet.

Fordi beretningen om Finn Nørbygård blandt andet også er fortællingen om at overleve kriser og nedture, tænkte Martin på, at billederne gerne måtte ligne en slags genfødsel.

Dagen efter at billederne var taget, men inden Magasinet og Politiken udkom sidste søndag, talte jeg med Finn Nørbygård. Fordi han med en snert af nervøsitet parret med stor nysgerrighed ringede til avisen. Han ville lige høre, hvordan billederne var blevet, og hvilke vi brugte.

Han fortalte, at han havde grinet lidt, da han læste Martins sms. Ikke desto mindre havde han sovet på ideerne, som Martin var kommet med, og – som Martin fortalte – så havde de diskuteret det, og Nørbygård havde besluttet sig for at sige ja. ’De’ tror jeg var Finn Nørbygård og hans kone, for hun var en vigtig part i projektet. Og ikke kun fysisk, hvilket jeg kan se på nogle af billederne, for hun agerer assistent, blandt andet hælder hun varmt vand ud over sin mand.

Jeg kan godt forstå, at han ringede og spurgte til billederne. For det var ikke bare endnu en fotografering til endnu en avis, som Finn Nørbygård deltog i.

Han gik helhjertet og engageret ind i projektet, og uden at vide, hvordan han ville komme til at tage sig ud. Jeg synes, at han udviste et stort mod ved ikke bare per automatpilot at afvise fotografens ideer og tanker. At sige ja og gå med til at vade ud i en iskold sø, at forsøge at spille sig selv ved at spille en anden, og endda gøre det uden at vide, hvordan det færdige resultat ville ende, var mere end modigt. Ydermere uden at vide, hvordan vi ville bruge billederne. Jeg mener, hos os kan alt gå galt, og det nogle gange, uden at vi opdager det ...

Det gjorde detheldigvis ikke. Tværtimod, så er det fysiske aftryk, fotografierne af Finn Nørbygård, i sjælden grad i overensstemmelse med de tanker, han gør sig. Billedernes udsagn lægger kun alen til fortællingen om en mand, som synes at have valgt som motto, at kriser er til for at gøre os klogere. Man bliver i hvert fald klogere af at se billederne.

Metode er halvdelen af alt arbejde. Mindst. Og jo mere udviklet den er, desto mere energi kan man bruge på det egentlige, nemlig at udtrykke sig. Derfor var det også tankevækkende, at Martin Bubandt kontaktede Finn Nørbygård, dagen inden de skulle mødes, og at fotografen gerne ville lave nogle billeder, som ikke var ’avisagtige’.

Tankevækkende, fordi vi er en avis, og interessant, fordi resultatet kalder på en naturlig refleksion over, hvordan, hvor meget og hvor vi skal være det. Livet og verden buldrer forbi, mængden af indtryk og blandingsformer er enormt stor. Det tror jeg også læsernes evne til afkodning er.