Forskellen på at være et menneske eller et dyr

»Jeg bliver nødt til at bruge resten af mit liv på at fortælle den her historie og forklare, at vi alle sammen kan gøre det. For det skal vi vide. Så kan det være, at vi lader være«.

Sådan sagde den danske fotograf Jørn Stjerneklar i et interview i Politiken lørdag 7. marts. Og den historie, han fortalte, og vil blive ved med at fortælle, er historien om folkedrabet i Rwanda, som han oplevede og befandt sig midt i, da det fandt sted i 1994.

Artiklen ledsages af det fotografi, som vises her. Det viser Jørn Stjerneklar bærende på en hårdt såret lille pige. Han har fundet hende og transporterer hende til hospitalet, hvor hun dør, mens personalet leder efter nøglen til medicinskabet.

Billedet er voldsomt nok i sig selv, men det er for intet at regne i forhold til Stjerneklars beretning om de ting, der fandt sted under slagteriet. Mange læsere har skrevet på nettet og debatteret artiklen. Specielt den rolle, som Jørn Stjerneklar selvsagt spiller i historien.

Han er til stede, har fotograferet og beretter nu verbalt om begivenheden. Historien er hans. Og pigens. Synsvinklen er naturligvis også hans, at gøre sig til tredje person ville være utroværdigt. Historien er fortalt uden filter og så ubærligt, som en historie kan blive.

Ottehundredetusinde mennesker hakket, skåret og skudt ihjel på knap en måned. Kvinder skåret op, fostre og børn kastet for grisene, arme og ben hugget af. En god historie? En rigtig god historie at fortælle? For at promovere sig selv? For at sætte sig selv i højsædet?

Ottehundredetusinde myrdet. Og en dansk fotograf med et ar i sjælen, som ikke vil heles, og som formodentlig aldrig bliver det. Han tog ind i Rwanda for at berette om uhyrlighederne, fordi han mente, at det kunne gøre en forskel at vise, hvad der rent faktisk fandt sted. Er Jørn Stjerneklar naiv og godtroende?

Krigskorrespondenter og krigsfotografer elsker ikke krig. De fleste hader det formodentlig. Ser vi bort fra lykkeridderne blandt krigens omrejsende reporter-jetset, så er langt den overvejende del af journaliststanden – om det er ord eller billeder – mennesker, som mener, at man har pligt til at berette om begivenhederne. For kun ved at oplyse kan man skabe eftertanke, og kun eftertanke kan skabe handling.

Ordene og billederne er de vidnesbyrd, vi er nødt til at pejle efter. På den måde bliver krigsreporteren omverdenens øjne og ører. Den såkaldte civiliserede verdens dårlige samvittighed. Hvilket er grunden til, at det i de sidste årtier er blevet sværere at være krigskorrespondent.

Det sidste eksempel fandt sted i januar måned i Gaza, hvor det israelske militær – læs regering – forhindrede pressen i at komme ind i Gaza. Man ønskede ikke den internationale verden som vidne til det, som foregik. Som om det ikke var besværligt nok i forvejen, men også at skulle bakse med en modvillig verdens opinion i højere grad end nødvendigt, ville man for enhver pris forhindre.

Hvad skulle Jørn Stjerneklar vinde ved at fortælle sin historie nu? Guld og grønne skove? En bedre nattesøvn? Begge dele ville være dejligt, men som citatet i starten fortæller, så er det ikke hans motiv. Hans motiv er at ruske i os, at vise os, at forskellen på at være et menneske eller et dyr måske er langt mindre, end vi har lyst til at vide. Hans fortælling om rædslerne, som fandt sted i 1994 i Rwanda, bliver derved fortællingen om de rædsler, som fremtiden kan komme til at byde på. Og som vi skal forhindre finder sted.