Intimitet på fotografi er noget underligt noget.
For hvis man tror, at såkaldte intime situationer, der afbildes på fotografi, automatisk kan aflæses og opfattes som fulde af nærvær og intimitet, tager man jo fejl. Et billede af to mennesker, som kysser eller elsker sammen, kan ikke pr. automatik opfattes som værende intimt.
Det samme med eksteriør og interiør. Spørgsmålet er: Kan man overhovedet fotografere et menneske i eksteriør, altså udendørs, og samtidigt skabe en følelse af nærvær, måske ligefrem intimitet?
Men hvorfor overhovedet opstille denne lidt kunstige præmis? Blandt andet, fordi et menneske, der er udendørs, altid er på vej fra A til B. Og når man er det, så er man ikke i ro.
Ydermere gør fraværet af tag, loft eller anden overdækning det svært at fastholde et andet menneske. Kontakten fiser så let ud i universet, der er intet til at holde på koncentrationen.
Øjnene og tankerne bevæger sig rundt i alle retninger. Skal det lykkes at skabe en følelse af nær kontakt til et andet menneske, kræver det en ekstraordinær anstrengelse af både den, der skal fotograferes, men bestemt også af fotografen.
Anderledes med interiør og lukkede rum. De er jo netop skabt for, at vi skal opholde os i dem i længere tid ad gangen. »Slå dig ned«, siger vi til den besøgende
Fotograf Kent Klich tog til Gaza for at fotografere rum. Ikke hvilke som helst rum, men stuer, køkkener og badeværelser i huse, som var blevet bombet af de israelske styrker under krigen i december sidste år og januar i år.
Her er vi sammen med nogen – også selv om de ikke er i rummet. Men vi ved jo, at de har været der, for rum er til for at blive beboet. Hans billeder er mennesketomme, men emmer af liv. Og død.
De er et øjenåbnende indblik i, hvordan andre mennesker indretter sig, og hvordan lige netop det palæstinensiske folk bor. I deres enkelhed er billederne et effektivt og fortællende element i oplysningen om den kultur vi ellers mest kender fra billeder af begravelsesoptog, stenkastende drenge, og sønderbombede huse.
Et hus set udefra fortæller selvfølgelig noget om arkitekten og landets kultur, men det er først, når vi kommer ind i huset, at vi for alvor får noget at vide om husets beboere. Og så er det ligegyldigt, om de er hjemme eller ej.
Ja, i dette tilfælde havde et menneske anbragt i billedet formodentligt ødelagt muligheden for den aflæsning, som nu giver os så megen information. Mennesket havde sendt visuel støj og fjernet vores fokus fra det, som Kent Klich gerne vil fortælle os.
På den måde fremstår billederne som røntgenbilleder, og de få oplysninger, der følger med, forekommer næsten overflødige. Rummenes udsagn i deres nøgternhed er stærke nok og taler for sig selv.
Men selvfølgelig kan man fotografere mennesker udendørs, så billedet emmer af liv og nærvær. Ud over det selvfølgelige i, at fotografen er i stand til at tage styringen og ved, hvor hun gerne vil hen med billedet, så kræver det viden om lys og skygge, evne til at se ’igennem’ billedet, for det slutter ikke nødvendigvis der, hvor man tror, at det slutter.
Men allerførst – og sidst – kræver det modet til at turde forlange et andet menneskes tilstedeværelse.
