361 gange om året skal vi finde et fotografi, som vi kan anbringe på side 2 i 1. sektion.
Det skal være et billede, som ikke behøver en lang forklarende tekst, for der er kun plads til ganske få ord.
Billedet skal være rimeligt let at aflæse (hvorfor det, egentlig?), men ikke så enkelt, at du bliver for hurtigt færdigt med det. Og så skal det være lavformat. Det er de kriterier og rammer, vi har opstillet. Resten er til diskussion. Stor diskussion.
For vi ryger næsten dagligt ind i diskussionen om væsentlighed. Hvordan beslutter man, hvad et væsentligt fotografi skal indeholde? Er det af afgørende betydning, hvor det er taget? Er det motivet, der bestemmer, om billedet har den nødvendige kvalitet til at fylde næsten en halv side i Politiken? Er det nok, at det er smukt? Kan det endda blive for smukt? Hvis man definerer ’smukt’, er man så ikke også nødt til at definere begrebet ’grimt’?
Side 2-billedet skal have den fornødne stopeffekt. Du skal have lyst til at se på billedet. Gerne i længere tid, end det tager at blinke. Billedet må gerne have flere lag, et billede kan aldrig være foruden.
Med lag mener jeg ikke dybde, for det er noget andet. Dybde er forgrund, mellemgrund og baggrund. Hvis man følger den opskrift, kan det sjældent gå galt.
Det er et kendt fotograftrick at bygge en ordentlig klods af en uskarp forgrund i billedet. Er den anbragt det rigtige sted, skaber det uden videre dybde og dramatik i billedets måde, at være billede på. Ofte har det intet med billedets indhold at gøre, men er udelukkende en formting.
Flere lag i et billede betyder, at der er mere end én ting at kigge på. Som nærværende billede af en p.t. i Danmark verdensberømt dansker. Fru Anne-Mette Fogh Rasmussen var i torsdags hidkaldt for at kaste glans over Bakkens åbning. Og det gjorde hun så, og på Politikens morgenmøde opstod der lyksalig forventning over, hvilket billede det dog ikke kunne kaste af sig. Fotochefen, det er mig, han surmulede, for hvorfor f... skulle vi fylde vores kostbare spalter med et billede af en ligegyldig person, som udelukkende bidrager med den berømmelse, som kombinationen af let underholdning og ugepressen er i stand til at piske op.
Fotograf Finn Frandsen kom hjem med en stribe billeder. Det var dæleme kedeligt at se Pjerrot og Fru Fogh stå og skyde til måls i en skydebod, men så kom vi til billederne af en tur i rutsjebanen. Hvilken absurditet. Fru Fogh med sin uundværlige dansepartner og foran dem en fotograf. Jeg ved godt, fotografen er på arbejde, og skulle han have løn efter et nærmere defineret nærhedskriterium, stod han til lønforhøjelse. Og jeg ved, hvad Fru Fogh laver, hun holder gryden i kog, men jeg ved, ved Gud grød ikke, hvad julemanden laver i den rutsjebane?
Der er garanteret en god grund til, at han er med ude at køre, og selv om den står hen i det uvisse, så bekræfter det, at det gode fotografi ofte stiller spørgsmål.
I diskussionen om det rimelige i at spilde en halv side på dette pressestunt, var jeg ikke i tvivl; det skulle vi holde os fra. Men efter at have fået armen drejet godt og grundigt om, og efter at have set billedet, er jeg sikker. Nemlig på, at det gode fotografi meget ofte er det, man ikke kan tænke sig til. Mere af det utænkelige, tak.
