It’s alive

Denne klumme formodes at skulle beskæftige sig med fotografi og det, der er Set i ugen. Men begge dele forekommer, set i det store perspektiv, temmelig indsnævrende og begrænsende.

Fotografiet indkredser, afgrænser og forenkler ofte en virkelighed, og det uanset hvor meget billedet er arrangeret og opstillet, eller hvor meget der bagefter er manipuleret med den digitale fil. Fotografiet er på godt og ondt svært afhængigt af, at der udspiller sig et eller andet, dér foran kameraføreren.

Når fotografen skaber sit billede og forsøger at tænke sig til det inde i sit hoved, må ideerne derfor ofte tage udgangspunkt i situationer, og ting som rent fysisk findes. Ting skal eksistere for at kunne blive fotograferet. Det sætter en naturlig grænse for fotografiets formåen.

Heldigvis er det ikke sådan med tegninger. Prøv at se denne tegning, skabt af Per Marquard Otzen og bragt i herværende avis i torsdags. I et surrealistisk univers af en operationsstue ses Marx på briksen, Villy Søvndal med kniven og en duknakket og skumlende Lars Løkke Rasmussen i skammekrogen. Eller det der ligner.

Jeg bilder mig ind, at jeg kan se, hvad der sker på tegningen, men hvad dælen sker der inde i tegnernes hoveder? Hvor kommer ideerne fra, og hvordan kan den tilsyneladende uudtømmelige kilde blive ved med at løbe?

Forleden stødte jeg på to af slagsen, altså tegnerslagsen. De sad bøjet over en pølsemad, og vi kom til at berøre dette emne: at kunne blive ved med at finde inspiration og få ideer.

»Jamen, man er også nødt til at følge med, det nytter ikke at være væk ret lang tid af gangen«, sagde den ene.

Følge med? Ja, det tror jeg på, for selv om de fysiske streger – modsat fotografiet – ikke findes i den rigtige virkelighed, må inspirationen og ideerne jo udspringe af noget, som findes derude. Om det så bare er den mindste begivenhed eller ekkoet af en løs sætning, man måske slet ikke hørte. Eller et langt livs følgen med i den politiske rumlen. Tænker jeg.

»It’s alive«, har Per Marquard Otzen kaldt sin tegning, og det kan man kun skrive, hvis man flere gange i sit liv har oplevet, at nogen aflivede socialismen. Med jævne mellemrum oplever vi, at ting aflives, det er en del af livet og det, vi ynder at kalde udviklingen.

Bogen er blevet det flere gange, filmen blev det i sidste uge, økologiske varer en gang i kvartalet, hussalget – undtagen lige inden påske, hvor ejendomsmæglerne meget gerne vil have besøg – aviserne, ja, vi aflives flere gange om dagen, for slet ikke at tale om teatret eller Michael Jackson.

Endnu er der ingen, der har dristet sig til at erklære tegningens død. Og det vil heller ikke finde sted. For tegningen er det sted, hvor erfaring, ånd, intellektualitet og talent mødes. Resultatet er meningsfuld stillingtagen.

At have en holdning går aldrig af mode, kan ikke undertrykkes og er i sin essens drivkraften i et samfund, hvor meningsdannelse og tilkendegivelse er en af de afgørende grundpiller.

Der er kun at bukke og takke, fordi nogle mennesker er skruet så underligt sammen, at de dag efter dag og år efter år kan oversætte noget, en anden én knap vidste behøvede en oversættelse.