Sidste weekend tilbragte jeg i en sal i Amsterdam.
Her afholdt World Press Photo Awards Days. For i forbindelse med den officielle åbning af årets udstilling inviteres samtlige vindere til at komme og vise deres billeder.
Det betød, at næsten 50 fotografer var troppet op, for på 10-15 minutter at fortælle om deres arbejde, deres billeder, og hvordan de er blevet til.
Præsentationerne veksler fra det utroligt generte og nervøse til det storladne og scenevante. Nogle fotografer har svært ved at tale i store forsamlinger, de bliver rystende nervøse, og derfor var de korteste præsentationer da også kun et: »I hope you will enjoy my pictures«.
Til gengæld var der andre, som havde meget på hjerte, og som var rigtige gode til at tale om det.
Kina var i 2008 præget af to store begivenheder, jordskælvet, som fandt sted 12. maj, og så selvfølgelig OL, som blev afviklet i Beijing.
Under jordskælvet omkom 70.000 mennesker, og resultatet af skælvet er veldokumenteret, fordi den kinesiske presse meget hurtigt var på stedet.
Da jeg i februar sad i juryen og så de mere end 92.000 indsendte billeder igennem, var der derfor mange billeder fra begivenheden. En del af dem har naturligt fundet vej til de præmieredes rækker.
Derfor var der også mange kinesere til stede i Amsterdam. Nogle få af dem talte engelsk, én havde bl.a. en fortid som diplomat, men de fleste talte ’kun’ kinesisk og gjorde brug af en tolk (’kun’ er jo underligt at skrive, for der bor 239.516 gange flere mennesker i Kina end i Danmark).
Når de stod i lyset fra den enlige projektør, som lyste talerstolen op, var det forunderligt at høre deres kinesiske. De var meget høflige og helt tydeligt glade for at være med. »Taler de forskellige dialekter«, spurgte jeg tolken. »Nej, de er alle Han-folk«, svarede han. Han-folk? Prøv at smage på ordet, og en hel kultur vælter ind i ens hoved.
Ved middagen om aftenen gik jeg hen til gruppen af kinesere, som stod for sig selv i et hjørne. Jeg lykønskede dem, og tolken oversatte. Nej, måtte jeg indrømme, jeg havde desværre aldrig været i Kina, men det kunne jeg vældigt godt tænke mig. De lyste op, bare kom, vi kan hjælpe dig, hvilken årstid vil du komme på, hvad vil du se?
Under præsentationerne hørte jeg ofte i mørket klikket fra et fotografiapparat. På andendagen blev det for meget, og det blev stoppet, for det var distraherende hele tiden at høre kameraet gå af.
Det var den kinesiske delegation som affotograferede store dele af de andre fotografers billeder. Jeg burde selvfølgelig have spurgt dem, hvorfor de gjorde det, men jeg kan ikke komme i tanke om anden grund, end at de var nysgerrige efter at se, hvordan andre fotografer arbejdede. Måske ville de se på billederne i fred og ro for at lære metoder, kompositioner eller bare for at blive inspireret.
Amerikanerne er oftest de mest veltalende. Dels fordi det jo foregår på deres eget sprog, engelsk, men også, fordi det ligger naturligt i den amerikanske tankegang og måde at være på.
Det er som regel også af amerikanerne, de store følelser bliver luftet. Krigene i Irak og Afghanistan deler vandene, og billeder derfra fremkalder altid stærke udsagn. Nogle gange er det stærke patriotiske følelser, andre gange er det nærmest skam over, hvad USA står for.
Et af de største bifald fik Steve Winter da han fortalte, hvordan han havde brugt 6 måneder i Himalayabjergene, og 14 fjernstyrede kameraer med hver tre flash og infrarød selvudløser, for at fotografere sneleoparden. Som mennesket ellers aldrig ser. En faglig bedrift, der naturligt aftvang stor respekt.
Se mere på worldpressphoto.org eller selve udstillingen, som rammer Rådhuspladsen omkring 1. oktober.
