Allerede da jeg træder ind i opgangen på Nørrebro, kan jeg høre, at hoveddøren til lejligheden bliver åbnet. Jeg sætter mine sko ved siden af de par, der ligger i entreen. Jeg når ud i køkkenet, før jeg møder nogen. Her går Mikael Simpson rundt med en kop varm kaffe mellem hænderne, som hans kæreste lige har lavet. Vi hilser på hinanden.

Jeg har aldrig mødt nogen af dem før. Men jeg har fået at vide af journalist Dorte Hygym, der har haft lange og dybe snakke et par dage forinden, at Mikael er uhyre tænksom – og følsom. Derfor har jeg afsat ekstra tid til at lave billeder. Vi sidder i en times tid ved det lille spisebord i køkkenet og bare snakker. Om alt muligt. Musik, fotografi, lp-plader, os selv. Om Mikaels kørelærer, der hele tiden melder afbud til køretimerne. Om lyset. Alle mulige små emner, der er med til at stykke mit billede af Mikael sammen inde i hovedet. På den måde bliver det nemmere at fotografere ham. Få ham til at ligne den, han er – i hvert fald i mine øjne. For jo mere jeg fornemmer ham, jo nemmere har han måske også ved at genkende sig selv i billederne. Min fotografkollega, Tine Harden, sagde engang, at hun prøvede at få et fætter-kusine-forhold til dem, hun portrætterer. På det niveau, hvor man kender hinanden godt, giver kram, har brudt facaden og kan snakke privat. Men ikke nært som med søskende, hvor det er kærligt og tæt på en helt speciel måde. I forvejen er det fantastisk, at vi som fotografer ikke bare bliver inviteret inden for hos mennesker, men også inviteret inden for i deres privatsfære.