Neda er død. Hun døde 20. juni 2009. Hun døde efter at være skudt i halsen, mens hun kiggede på en demonstration i Teherans gader sammen med sin far. Hun blev 27 år gammel. De fleste af os, der har fulgt med i nyhedsstrømmen den sidste uge, er stødt på Neda Soltan. Enten fordi vi selv har set hende på fotos eller video, eller fordi nogle andre simpelthen ikke har kunnet lade være med at fortælle om hende. Fordi hendes historie har ramt dem så hårdt. Neda har fået ikonisk status blandt demonstranter og sympatisører til oprøret i Iran, der begyndte efter Ahmadinejads proklamerede valgsejr i forrige uge. Og ikonisk status for os andre, der står uden for den iranske grænse og prøver at forstå, hvad der foregår inde i landet. Det har været svært at få oplysninger og billeder ud fra landet. Vi ved faktisk ikke helt, hvad der sker. Kun at det er en opstand, og at militæret slår ned på befolkningen. Som mennesker har vi nemmere ved at sammenligne os med dem, der ligner os selv mest. Under urolighederne i Iran får de demokrativenlige grupper mest af vores opmærksomhed. Personerne i gaderne er normale ’gennemsnitsmennesker’ – bare fra et andet land. Og når almindelige mennesker, der kæmper for demokrati, bliver dræbt i kampen, er det interessant. Men hvorfor ender sådan nogle blodige billeder af en døende kvinde så i Politiken og på www.politiken.dk? Instinktivt siger vi nej til meget voldsomme billeder på redaktionen. På de første fotos og videoer, vi bragte med Neda, var hendes ansigt sløret. Men da hun i dagene efter opnåede martyrstatus i Iran og resten af verden, var det unaturligt at holde hende hemmelig.
På Politiken bestræber vi os i vores billedpolitik på at afspejle virkeligheden og bringer derfor billeder fra krige, terrorhandlinger, naturkatastrofer og ulykker – også når de viser døde eller kvæstede. Men hver gang sker det efter en konkret vurdering.
