0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Ikke mere suppe, tak

Klummer
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Klummer
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Bægeret flød over i tirsdags. For selv om Michael Jackson var en kæmpe stjerne på den musikalske himmel, er der alligevel grænser for, hvor meget jeg kan rumme.

Jeg vil slet ikke gå ind i en diskussion om, hvorvidt han var et falleret popikon, om de mulige overgreb på børn, den menneskelige ombygning fra sort til hvid – uden brug af en offentlig renoveringspulje – eller snakken om, hvorvidt The King of Pop virkelig var kongen. Men der er ingen tvivl om, at han har sat nogle enorme spor, siden han som barn tog mikrofonen i hånden og sang sig ind i folks hjerter.

Det er en vild tanke, men han er måske det mest kendte menneske i verden. Selv i den fjerneste lille flække eller den mindste lerklinede hytte med en transistorradio kan man høre Jackos musik. Mens man drikker en kold Coca Cola og drømmer den amerikanske drøm. Du ved, den drøm, hvor ALT kan ske.

Hans musik og dans betød alverden for millioner af mennesker kloden over – skal vi så ikke mindes ham det bedste, vi kan?

Jo, selvfølgelig skal vi det, men nu er det mediemøllens store hjul, der drejer. Og selv om det er kæmpe stort, drejer det med en vanvittig fart. Det er svært at få plads til den ægte sorg mellem reklameblokkene i tv.

Michael Jackson har om nogen været i stand til at iscenesætte sig selv. Det største var ikke stort nok for Jacko. Ofte lykkedes det ham at sprænge rammerne for, hvad der tidligere havde været muligt. Det gælder for eksempel, da han lavede musikhistoriens bedst sælgende album med ’Thriller’, der er blevet langet over disken i pladebutikkerne 109 millioner gange. Eller da han i midten af 90’erne fløj fra scenen og ud over publikum under en af sine mange overdådige koncerter.

Siden hans død 25. juni har alle verdens medier brugt plads og tid på at fortælle hans historie. Det gælder selvfølgelig tv og aviser, men i høj grad også nettet. Flere hjemmesider brød simpelthen sammen under presset fra nysgerrige fans, da nyheden om hans død ramte nyhedshavet. Og det var, som om bølgerne slet ikke ville lægge sig igen. For eksempel havde den amerikanske nettjeneste CNN.com 81 millioner ’klik’, de få timer mindebegivenheden blev afviklet. Egentlig var der vel mere tale om et begravelsesshow, hvor alt, som resten af hans liv, var planlagt ned i mindste detalje. Hysteriet når uanede højder, når de optrædende under showet forsøger at overgå hinanden i personlige beretninger fra et liv, der er levet så langt fra gennemsnitslivet, at kun meget få kan forstå det. Og hvor måden, du kan snuse lidt til det, er ved at købe en T-shirt med hans portræt trykt i flotte farver.

Det må være bagsiden af medaljen ved at være så kendt. At alt bliver så iscenesat, at magien til sidst forsvinder.

Det ender med ikke at røre os, at han er borte. Vi tager blot endnu en vare ned fra underholdningsindustriens mangfoldige hylde. På den her står der tilfældigvis død. Følelsen af sorg bliver proppet så langt ned i halsen, at de forsøger at nå vores hjerter.

Både Jackson-familien, pladeselskaber, reklamefolk, medier og en kæmpe gruppe halv- eller helkendte kunstere udnytter hans død til det yderste. De kæmper alle om opmærksomheden, og resultatet bliver mængder af billeder, tv-programmer og artikler, som ingen kan fordøje.

I den store gryde hældes lige dele amerikansk drøm, Disneyland og ikon. Og suppen, der kommer ud af det, sælges for højeste bud. Jeg er helt mæt – orker ikke mere suppe.

Men The show must go on – så længe der er dollar i det …

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce

Læs mere