Med pikken bar

De magiske porte til Roskilde Festivals støvede områder åbnes med et farvet armbånd om håndleddet. Når man træder ind igennem portene til rock og rytmer, træder man også ind i en verden uden sund fornuft. Det er skønt – og det er underligt. Det skønne er, at det nogle gange er enormt vigtigt, når vi tør slippe tøjlerne fuldstændig og se, hvor livet bringer os hen. Når vi slår den autonome del af kroppen til og bliver ligeglade med, hvad andre tænker om det, vi gør – eller når vi kaster os ud på vanddybder, hvor vi ikke ved, om vi kan bunde. Det er en styrke at turde tage springet, så vi ikke havner på hverdagens ligegyldige spor. Uden mulighed for at koble os af igen. Hvordan vores eget spring opleves af andre, aner vi faktisk ikke. Det underlige ved at miste fornuften er måske, at man kommer så langt ud, at handlinger ikke kan forklares. Eller også er det måske bare et behov for at agere anderledes – nogle gange med pikken bar. Jeg gider ikke se pikke i avisen, hører jeg én sige. Han går gennem redaktionen og ser et foto, som er tikket ind på billedredaktørens computerskærm. Fotografiet viser en flok unge mænd, hvor den ene har klædt sig ud som humlebi. Med følehorn på hovedet oven på en sort kyse, sort-gul stribet bluse og nylonstrømper på underkroppen. Eller på benene i hvert tilfælde, for pikken hænger og dingler i et hul – klippet til formålet. Det kan være, at den skal ligne en stikkeklar brod på bien? Jeg føler mig splittet. Det er en lige blanding fascination og afsky. Jeg skal ikke gøre mig til dommer over folk på en festival, hvor halvdelen er musik og den anden halvdel er at leve opsparet galskab og vildskab ud. For jeg synes, at det er vildt sjovt, vildt mærkeligt og vildt sygt at klæde sig ud i et bikostume. En ting er at stå hjemme og pakke kufferten til Roskilde og tænke: Jeg putter sgu lige en nøgen bi ned til tandbørsten og de rene underhylere. Noget andet er at iklæde sig tøjet i kuppelteltets skygge i campingområdet og tage en svingende tur rundt i området mellem de andre øldrikkende gæster. Jeg kan ikke lade være med at synes, at det er interessant, det han gør. Egentlig gider jeg heller ikke se kønsorganer i avisen – og når de en gang imellem er der alligevel, kan jeg ikke lade være med at kigge. Erotik, sex og bare røve er på en måde større tabu end døden. Det er sært, at vi ikke reagerer på billeder af folk, der er sprængt i stumper og stykker i et fjernt land, men når nogle tager bukserne ned om anklerne, er det for meget for vores øjne. Og for vores fornuft. Måske hænger det sammen med et sygt forhold til vores kroppe, der gør det nøgne til noget frækt og unaturligt. Måske er det filteret i vores hjerne, der umiddelbart kan fjerne de mest voldsomme fotos fra krige og kriser, mens vi bliver taget på sengen, når en pik bliver serveret til morgenmaden. Skal vi lade være med at fotografere mennesker uden tøj? Nej, selvfølgelig skal vi ikke det. Men vi skal ikke tage billeder på Roskilde Festival, hver eneste gang der er en nøgen mand eller kvinde – alene fordi de er nøgne. Men fordi der er mulighed for at lave et godt fotografi. Hvis vi stødte på en delvis nøgen mand i et bi-kostume på en banegård, ville vi også tage et billede – eller to. Og vi skulle nok gøre det, inden han blev anholdt. For her virker festivalarmbåndet ikke. Hverken til musik eller normal galskab.