Da jeg for otte år siden for første gang rullede mit korpus ind ad Svingdøren til nærværende avis, af senior Hansen stadig kaldet Bladet, mente jeg, at vi målrettet burde styre efter at lave fejl.
Og at vi, hver gang vi lavede en fejl, burde rejse os op og klappe ad vedkommende, der havde begået den.
Det synspunkt, altså det med at rejse sig op og klappe, har jeg for længst måttet give køb på, for jeg opdagede ret hurtigt, at vi med den hastighed vi producerer fejl med, ville stå op og klappe hele tiden. Med det indlysende resultat, at der ikke kom en avis på gaden.
Vores forventninger og tro på læserne bør være af samme kaliber, som vores tro på eget værd. Hvilket intet har med størrelsen af selvtillid at gøre, for slet ikke at nævne tilstanden ’selvtilfredshed’.
Findes der noget værre end folk, der oser af kvalmende selvtilfredshed? Nej, vi skal have tillid til vores egen dømmekraft, som vi skal have det til læsernes.
Hvilket frit oversat betyder, at læserne er vilde med de samme ting, som vi er vilde med. Begejstrede for at blive overrasket og udfordret. Ingen vil tages bagfra – hele tiden – men nogle gange vil vi gerne overhales indenom. Ja, vi skal overhales indenom.
Det skyldes erkendelsenaf, at vores søgen efter det perfektionistiske i værste fald kan resultere i stilstand, kedsomhed og ligegyldighed. Åndelig dovenskab. Og det er her, at fejlene kommer ind.
For hvis ingen tør udfordre den gængse måde at tænke og handle på, finder der ingen udvikling sted. Det er både betryggende og foruroligende, at vi er dem, der ved mest om at fotografere, skrive og lave avis.
Betryggende, fordi vi grundlæggende tror på, at vi ved, hvad vi gør, og mistænkeligt, fordi vi netop tror på, at vi ved, hvad vi gør.
For hvordan sikrer vi, at netop selvtilfredsheden ikke tager overhånd? Hvordan bliver du endnu bedre til at lave det, du i forvejen synes, at du er god til? Hvem skal hjælpe dig? Hvem skal råde dig, kritisere og vejlede dig? Hvem ved mere om dit område end dig selv?
Det er der ingen, der gør, og derfor er du også pisket til at opfinde en metode, som sikrer, at du udvikler dig. Metoden indebærer blandt andet, at du er nødt til at se på andre områder end dit eget.
At du skal have modet til at miste fodfæste og modet til at blive usikker. Det mod burde være i os alle, men jeg er ikke sikker på, at det er sådan.
For det kræver grundlæggende en tilstand af viden om sin egen kunnen, og måske også en viden om ens egne grænser. Men har alle lyst eller mod til at vide så meget om sig selv?
Det indebærer også en viden om det, man ikke kan. Eller i hvert fald et ønske om at finde ud af, hvad man ikke er så god til.
Det gøres kunved at presse sig selv ind i former og tilstande, som man ikke har prøvet før. Ofte vil man opdage, at det ikke var en farbar vej, snarere lignede resultatet en, ja, fejl. Men hvilken fejl!
En fejl, som mindede om noget, man havde glemt, eller en fejl, som næste gang vil være i stand til at pirke til ens tankemåde og handlingsmønster. Og hvis en pirken ikke er nok, må man stikke en kæp i gryden og røre rundt.
I Politikens FotoDep. er vi aldrig personligt fornærmede, men til gengæld er vi altid lidt professionelt rasende.
For vi har brug for mere raseri, mere uro og mere skælven. Vi har brug for at putte billeder i avisen, som vi ikke er sikre på, og vi har brug for at gøre ting, vi ikke kender begrundelsen for at gøre.
For ser vi ikke resultaterne af den søgen, der bør være en af konstanterne i vores liv, så finder vi aldrig ud af, hvor grænserne går.
For de skal jo flyttes, ikke?
